Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
Historiske og politiske Afhandlinger
og føre dem i et og alt, til at sørge for deres aandige og
timelige Velfærd, saa at man kun havde at lægge Hænderne i Skjødet
og lade sig føre. — Krislian den Femte, den blotte Jægermester,
Fredrik den Fjerde, den flittige Middelmaadighed med sit urene
Privatliv og sine Egteskaber til høire og venstre Haand paa én
Gang, den halvfjollede Prestekonge Kristian den Sjette,
Drukkenbolten Fredrik den Femte, den vanvittige Kristian den Syvende, —
over dem alle lyder, i deres levende Live og efter deres Død, i
et af ingen Mislyd afbrudt ensformigt Kor, de sterkeste
Lovprisninger, — alle gjøres til Gjenstand for Tilbedelse, mod dem alle
lægger den devoteste Ærefrygt sig for Dagen i Vers og paa Prosa.
Kristian den Femte sammenlignes med Aleksander, Trajan,
Hadrian; Fredrik den Fjerde kaldes «den Store», hans Regjering
den «Glorværdigste»; Fredrik den Femte kaldes «den Tilbedede»;
det heder, at han tog Scepteret i Salomons Alder og førte det
med Salomons Visdom, og Dorothea Biehl maa af Rørelse
nedlægge Pennen, da hun i et af sine til Geheimeraad Bülow rettede
historiske Breve kommer til at omtale Fredrik den Femtes Død:
«Farvel paa nogle Øjeblik, min elskede Ven!» heder det, og saa
kommer nogle Streger, og saa heder det videre: «Jeg var nødt
til at holde op, min Bedste, for at komme til at græde ud.»
Kristian den Sjettes Død fremkaldte saamange Sørgedigte, at de
tilsammen udgjorde et Bind, der udkom under følgende Titel:
«Det højstbedrøvede Danmarks Sørgedigt eller en Samling af
udvalgte Vers, ypperlige Inskriptioner og andre deslige Sørgeskrifter,
som over højsalig og højlovlig Ihukommelse Kong Kristian den
Sjette siden det høje Dødsfald og indtil den høje kongelige
Begravelse ere udkomne.» Alle flommer de af underdanig Lojalitet
og af Smagløshed. Et af dem opfordrer de norske Fjelde til at
smelte hen eller idetringeste at revne af Sorg over, at en saa
stor Kongemand er død. I en Festtale i Anledning af den samme
Kong Kristian den Sjettes Fødselsdag 1744 kalder Universitetets
Rektor, den berømte Lærde Hans Gram, Kongen «en Fyrste, som
ikke en eller anden af Digterne opfunden Jupiter, men Gudernes
Gud, Gud alene, Gud, der selv er Konge og Kongernes Fader,
fylder med sin Visdom, værdiges sit Venskab, styrker med sine
Lærdomme, mætter med sine Samtaler, fylder med sin
Guddomsmagt, giver Del i sin Virksomhedskraft, kort sagt smykker med
sit Billede. Spør du om hans Throne? Den er nøje forenet med
den guddommelige. Om hans Herskerspir? Det rækkes ham af
Guds Haand. Om hans Planer? De udrinde fra Guds Tanke.
Om hans Lykke? Den styrkes af Guds Yndest». Taleren gaar
saavidt, at han antyder, at Kristian den Sjette lever i et Samliv
med Gud, hvorved han inspireres. I det hele, mener han, har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
