Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
(ler været et nøie Forhold mellem Kongerne af den oldenborgske
Æt og Gud. Man vil ikke finde nogen anden Herskeræt, som i
den Grad har tilbedt Gud, og, «skjønt alle Konger af denne
Fa-milje har været udmerkede, saa synes det dog, at, ifølge en vis
guddommelig Beslutning, har de vundet størst Ry, været de
lykkeligste og støttet baade Kirken og Videnskaben mest, som have
været prydede med Navnet Kristian». Af alle disse er igjen
Kristian den Sjette den ypperste. — Man skulde tro, at Gram
havde naaet den høieste Høide, hvortil en underdanig Lovtaler
kan svinge sig op. Men endda blev han overtruffet af det
samlede Konsistorium i et Indbydelsesskrift til Universitetets
Sørge-fest over Kristian den Sjette. Her anraabes den afdøde Konge
formelig som en Helgen: «Tillad, o højsalige Fader Kristian!, at
vi nu efter din berømmelige Apotheose vente denne ene Trøst af
dig, at paa Grund af din Fromhed vore Bønner maa finde
sterkere Gjenlyd hos Gud, hos hvem du vel altid har formaaet meget,
men nu formaar mere end nogensinde.»
I denne Stil gaar det, som sagt, fort uden Afbrydelse, — altid
den samme næsegrusliggende Dyrkelse. Selvfølgelig er nu meget
af, hvad der saaledes bringes tiltorgs i de Lovtaler, Festtaler,
Dedikationer, Sørgedigte, Gratulationsvers til Konger og fyrstelige
Personer, hvorpaa denne Periodes Literatur er saa overflødig rig,
blotte konventionelle Talemaader, officiel Smiger, tomme Ord,
som der ikke kan lægges megen Vegt paa, naar det gjælder at
komme efter den virkelige Folkemening, den sande Stemning
ligeoverfor de lovpriste Personer. Det er klart, at en slig officiel
Smiger, en slig Tilskuestillen af Følelser, som man lyver sig til,
maa virke demoraliserende, allerhelst naar den, som Tilfældet
var inden det dansk-norske Samfund i den her omhandlede
Periode, kræves og ydes som en regelmæssig Tribut af alle, Høie
og Låve, Videnskabens og Literaturens \7pperste Repræsentanter
ikke mindre end det usleste Hofkryb. Usandhed og Skinvæsen
er altid en farlig Kræftskade for et Samfund, der æder sig dybere
og dybere ind, om det end fra først af synes noksaa uskyldigt,
noksaa meget indskrænket til den blotte Overflade.
Men, hvad der næsten er værre endda, det er, at disse i det
uendelige gjentagne, og, naar hensees til Gjenstandene, for vor Tid
næsten ubegribelige Lovprisninger af [de oldenborgske
Enevolds-konger ikke blot var en udenpaahængt Stads, som man ikke
mente saa farligt meget rned, men at de, — med noget Afdrag
hist "og "her, — virkelig synes at have afspeilet den raadende
Tænkemaade og Sindsstemning. Der er ingen Grund til at tvivle
herpaa, da den samme Kongedyrkelse møder os, ikke blot i
Festtaler og Dedikationer, men i private Breve og andre for Offent-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
