Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
Historiske og politiske Afhandlinger
ligheden ikke bestemte Ytringer. Det synes virkelig at have
forholdt sig saa, at man i Danmark med almindelig Glæde bøiede
sig under Enveældens faderlige Regimente, at man var stolt af at
være det mest absolut regjerede Folk i Europa, — at man saa
op til sine Konger som til sande Mønstermænd, at Folket stod
med foldede Hænder, i beundrende Beskuelse af dette lange Tog
af Kristian’er og Fredrik’er, den ene ynkeligere end den anden,
— at man ikke blot kaldte dem høivise, høilovlige, høisalige, men
virkelig troede paa al denne Høihed. Den berømte danske
Lojalitet var ingen hyklet Følelse; den synes gjennem lange Tider at
have været den sterkeste og almindeligste af alle de Følelser, der
hævede sig ud over det daglige Livs snevre Grænser.
Hengivenheden for det oldenborgske Kongehus optog i sig, næsten
opslugte, hvad der fandtes af Almenaand og Fædrelandskærlighed.
Denne Lojalitet, der for saamangtet Folk og ikke mindst for vort
har været en Lænke om Foden, en ligefrem nedværdigende
Fordom, er i sin Oprindelse en meget respektabel Følelse. I den
europæiske Menneskeheds Barndom møder vi de saakaldte
«gude-baarne Kongeætter»; det har været Ætter, som har udmerket sig
ved visse arvelige legemlige eller aandige Fortrin, og i hvem
man derfor har seet en særskilt Udstrømning eller Aabenbarelse
af det guddommelige. Hengivenheden for dem blev en Religion
og havde, som alle virkelige Religioner, en opløftende,
samfunds-stiftende Magt. I den senere Tid møder vi Kongeætter, der, om
de end ikke længer gjaldt som gudebaarne, dog spillede en
lignende overmægtig Rolle, saa det paa en Maade blev ved dem,
gjennem dem, at Folkene levede sit historiske Liv; — Ætter, der
frembragte en lang Række af udmerkede Mænd, i hvis
Personlighed og Virksomhed Folket saa sit eget Væsen forklaret, lærte sig
selv at kjende, saa sin Trang til Udfoldelse virkeliggjort.
Hengivenheden for en saadan Æt kunde være en ædel og opløftende
Følelse, — et Udtryk for Folkets historiske Bevidsthed, ikke for
Trælesindet. Men nu Lojaliteten ligeoverfor en Kongeæt som den
oldenborgske, der var fremmed af Oprindelse og altid vedblev at
være halvveis fremmed i Karakter, hvis Medlemmer lige til den
nyeste Tid i Regelen talte Tysk, ofte neppe nok forstod Dansk,
omgav sig helst med Tyskere som sine rette Landsmænd, — hvis
Historie havde saa lidet ved sig, der kunde begeistre, — denne
Lojalitet kunde ikke være den egte, gammeldags; den maatte mere
være Udtryk for en Selvopgivelse fra Folkets Side end for
Selverkjendelse og historisk Bevidsthed.
Et Folk behøver Ledere under Arbeidet paa at opfylde sin
Mission, som ikke er at tjene Penge eller leve fredeligt og mageligt,
men at udrette noget til Nytte eller Glæde for den hele Menneske-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
