Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
I Danmark stod man, — hvor fuldstændig end al Styrelse var
lagt i Enevoldskongens landsfaderlige Haand, hvor omhyggelig
end Folket blev holdt udenfor enhver Deltagelse i offentlige
Anliggender, — Regjeringen dog saavidt nær, at der af og til maatte
flyde lidt Kundskab om dens Planer ud blandt Publikum, og at
disse Planer, i Mangel af en virkelig offentlig Diskussion»
idet-ringeste blev gjort til Gjenstand for Kandestøberier i Værtshuse
og private politiske Kollegier. Regjeringen kaldte sig dog dansk,
dens Formaal maatte dog være at forøge Danmarks Magt, at
fremme Danmarks indre og ydre Udvikling. Idetringeste i
Hovedstaden, inden de Regjeringen nærmest staaende Kredse maatte
der dog røre sig et Slags Interesse for Statssager, et Slags historisk
Liv saa at sige, en Følelse af, at man havde fælles Opgaver
udover Familielivet og det daglige Madstræv. I det fjerne Norge
derimod blev man helt og holdent styret uden at vide hvorhen;
Regjeringens Politik dreiede sig i Regelen om Formaal, der var
Norge fuldkommen fremmede og uvedkommende; Norge havde
ingen Interesser at gjøre gjældende, eller, om det havde nogen,
toges der ikke Hensyn til dem; dets Opgave var kun at tilskyde
Penge, Soldater, Matroser; dets Tilværelse i politisk Henseende
en fuldkommen navnløs; dets Rolle en stum Tjeners.
Man skulde herefter tro, at Enevoldssystemets Virkninger var
endnu mere ødelæggende for Norge, i moralsk og national som
i økonomisk Henseende, end for Danmark. — Vi har seet,
hvorledes det norske Folk i Reformations-Aarhundredet syntes at
have tabt baade Vilje og Evne til at raade for sin egen Skjæbne,
hvorledes dets historiske Liv pulserede næsten umerkeligt,
hvorledes dets Nationalbevidsthed, dets Følelse af at være et eget
Folk syntes ved at udslukkes. Vi skulde nu paa Forhaand finde
det rimeligt, at disse Rester af Liv heller maatte være gaaede helt
tilgrunde, end at de skulde kunne udvikle sig til en ny Blomstring
—, i Aarhundreder, tilbragt i en faktisk fuldstændig Afhængighed
af et andet Land, under en Styrelse, der behandlede
Undersaatterne som Børn, — uden politiske Interesser, uden offentligt Liv,
uden Foreningsbaand, berøvet endog de nødtørftigste Organer
for en selvstændig Udvikling, — vilje- og meningsløst draget med
i politiske Foretagender, der ikke vedkom Folket, og hvorom det
ingen Kundskab fik. Det skulde synes rimeligt, at de samme
Indflydelser, der under Enevoldsregjeringen virkede saa kuende
paa Almenaand og offentlig Moral hos det danske Folk, maatte
have virket paa samme Maade ogsaa hos det norske. Det skulde
synes rimeligt, at, ved de mange Baand, der knyttede de saakaldte
høiere Samfundsklasser i Norge, Embedsmands- og Borgerklassen,
til Danmark, og som Regjeringen sørgede for stadig at forsterke
31 — Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
