Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482
Historiske og politiske Afhandlinger
og forflere, maatte disse Samfundsklasser, som ifølge denne
Tidsalders Oplysningsforhold alene kunde være Bærere af en bevidst
norsk Nationalaand, blive mere og mere uskikkede for denne
Opgave, — at den Patriotisme, som tilsidst blev levnet i Norge,
snarere maatte være dansk end norsk eller i det høieste et Slags
provinsiel Særfølelse, uden Styrke eller Spirekraft, naar den
løsgjordes fra Helstaten, hvortil den var knyttet, — at Folkets
Tænkemaade maatte blive merket af det Trælesind, som
Ene-voldsregjeringens Grundsætninger og Praksis var saa vel skikket
til at indprente, — at Evnen og Viljen til Opofrelse, Følelsen for
Landets Ære, Troen paa dets Fremtid maatte rent forkomme ved
en Afhængighed, i hvis Ly alene Egoisme og Materialisme syntes
at kunne trives paa Bekostning af alle ædlere Instinkter.
Vi ser da ogsaa, at Fremmede, der af Norges senere Historie
kun kjendte de ydre, mest iøinespringende Kjendsgjerninger, fra
først af ikke vilde tro paa Beisningen i 1814, at de betragtede den
som et blot og bart Verk af den oldenborgske Prins Kristian
Frederiks og hans personlige Tilhængeres Opviglerier, hvori
Folket selv ingen Del havde. Karl Johan udtalte for de europæiske
Stormagters Kommissærer, der var sendte til ham for at mægle
mellem ham og Nordmændene, inden han begyndte sit norske
Felttog, at han ikke troede paa, at et Folk, der siden 1660 havde
staaet under Svøben af en mere uindskrænket Magt end Sultanens
i Konstantinopel, nu i en Haandevending skulde have faaet en
slig Tørst efter politiske Rettigheder, at det vilde sætte alt ind
paa at hævde den i Eidsvold givne Forfatning. En svensk
Politiker, Grev M. Anckarsvcird, skrev, da han havde faaet
Underretning om Kielerfreden (hvorved Norge afstodes til den svenske
Konge «med fuld Ejendomsret og Suverænitet»): «Saa nu er da
Norge visselig vort! Om Nordmændenes Sindsstemning tales der
vel forskjelligt; men ikke tror jeg, at de gjør nogen Modstand.
Hvad andet skulde de vel kunne kræve end Korn og Brændevin?»
(Hvad ämna de bättre begära än säd och brännvin.) Vi ved, at
svenske Politikere længe bagefter havde ondt for at frigjøre sig
fra den Forestilling, at Norge i 1814 havde været et let Bytte, og
at det kun ved et Tilfælde slåp dem af Hænderne. Vi kan ikke
undre os derover. Det maatte synes dem noget vidunderligt, at
et Folk, der gjennem saa lange Tider tilsyneladende uden Misnøie
havde fundet sig i at være afhængigt og umyndigt, paa én Gang
skulde have faaet baade Evne og Vilje til at raade sig selv. Det
er ikke frit for, at hvad der skete i 1814, ogsaa for os har staaet
som noget halvveis mirakuløst, en Opvaagnen som ved et elektrisk
Stød, der pludselig sætter alle Kræfter i Bevægelse. For endel
kommer nu dette af, at vi har seet disse Begivenheder paa Af-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
