Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
47.*$
stand i et idealiseret (forskjønnende) Lys. Vi er taknemlige for,
hvad der blev udrettet i 1814, og bør saa være. Vi er derfor
til-bøielige til at overse, at ikke alt det blev naaet, som kunde været
naaet, eller at det ialfald ikke blev naaet paa den rette,
virkningsfuldeste Maade. Norge fik i 1814 Valget mellem at være og ikke
være, saaledes stillet, som det kun sjelden stilles et Folk. Det
var et Øieblik, da det «vidunderlige» kunde have skeet, — det,
som med ét Slag samler et Folk bedre end Aarhundreder
Arbeide i det stille. Det «vidunderlige» skete ikke. Det store
Øieblik blev ikke helt forspildt, men heller ikke helt udnyttet. Vi
ser i, hvad der skete i 1814, nok af Vidnesbyrd om, at de
Forhold og Tilstande, som er blevne skildrede i det foregaaende,
havde sat sine dybe Merker i Folkets Tænkemaade. Vi møder
nok af Uklarhed over de Krav, de Forpligtelser, der staar klart
og sikkert hos ethvert Folk med en nogenlunde udviklet
Æresfølelse. Den nationale Afhængigheds, den politiske Umyndigheds,
det landsfaderlige Regimentes Vaner og Forestillinger havde faaet
god Tid til at rodfæste sig hos Nordmændene; de lod sig ikke
afstreife i en Fart, som man tager af en gammel Klædning for at
iføre sig en ny. «Lydrigefantasien» var paafærde i 1814; — den
har, som vi en og anden Gang faar føie, endnu ikke udspillet sin
Rolle blandt os. Det viste sig, at Kongetroskabens,
Arveunder-saatlighedens Lænker fremdeles sad Folket om Foden, medens
det kun altfor meget skortede paa den Samfølelse, den indbj^rdes
Tillid og Forstaaelse mellem Folkets forskjellige Klasser, der
skulde have givet det den rette Handlekraft, men som ikke godt
kan udvikle sig under saadanne Tilstande som de, hvorunder det
norske Folk havde levet forud for 1814, — uden Midtpunkt, uden
Organer for en selvstændig politisk og historisk Tilværelse. —
Paa den anden Side er Grev Wedels velkjendte Ord, at
Nordmændene ingen Ære har af Begivenhederne i 1814, at deres
Forhold var uden Kraft, uden Mod, at det var bare Skryt altsammen,
— uretfærdige og et Vredesudbrud af en ensidig Partiaand,
hvorpaa ingen Vegt skal lægges. Hvad der udførtes i dette Merkeaar
i Norges Historie, vilde aldrig have været udført, saafremt ikke
Nationalaanden hos Nordmændene havde været vakt til et fornyet
Liv, saafremt ikke en Enthusiasmens Strømning havde gaaet
gjennem Folket og styrket dets Selvfølelse. De svenske Politikere,
der mente, at Reisningen i 1814 bare var en Frugt af Enkeltmands
Opvigleri, vilde have vurderet den bedre og sparet sig selv for
en Skuffelse, saafremt de havde kjendt lidt mere til Norges seneste
Historie og ikke var blevne staaende ved denne ene
Kjendsgjerning, at Landet i saa og saa lang Tid havde været regjeret
som en Provins af et andet Lands enevældige Konger. De vilde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
