Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
Historiske og politiske Afhandlinger
ved at trænge lidt indenfor Overfladen, have seet, at der, medens
alt forblev uforandret i det ydre, var foregaaet en stor Forandring
i det indre. De vilde have seet, at Reisningen i 1814 kun fortsatte
en Reisning, der var begyndt længe forud, og at den følgelig ikke
savnede de Rødder hos Folket, uden hvilke den ikke kunde have
ført til noget varigt Resultat. Denne forudgaaende Reisning,
denne Vækkelse af Nationalaanden hos Nordmændene til et
fornyet Liv, var i Slutningen af det forrige Aarhundrede tydelig nok
og velkjendt for enhver, der havde Evne og Leilighed til at
iagttage paa nærmere Hold. Herom er der mangfoldige Vidnesbyrd,
som vi siden skal komme tilbage til. Her skal bare ét nævnes.
Historikeren Suhm, der var dansk født og opdraget, men som
tilbragte flere af sin kraftigste Manddoms Aar i Norge og følgelig
kjendte godt begge Folk, udtaler etsteds, at «de Norske føler
mere, at de er et Folk, end de Danske». Saaledes vilde man
umulig have kunnet talt i Reformationsaarhundredet, da den
danske Patriotisme træder saa klart frem og viser sig saa
virksom baade i Literatur og Politik, medens man maa lede efter
Ytringerne af den norske, som man leder efter Gløder i Asken
paa et udslukt Brandsted. — Der var altsaa foregaaet et Omsving.
Nordmændenes nationale Selvfølelse havde vokset, medens
Danskernes snarere havde minket af. Rollerne var paa en Maade
byttede om. I Slutningen af det 18de Aarhundrede var
Nordmændene de aktiveste af de to Folk, fremfor de Danske besjælede
af en freidig Tro paa sit Lands Fremtid, medens vi i det sekstende
Aarhundrede kun møder sløv Ligegyldighed hos dem eller
afmægtige Klager over Norges «Alderdom». Hvori havde nu dette
Omsving sin Grund? Hvoraf kom det, at den indre Udvikling
blev saa forskjellig hos Nordmænd og Danske, medens begge
Folk levede under den samme Styrelse, regjeredes efter det
samme System? Hvoraf hentede den nationale Selvfølelse hos
Nordmændene Næring og Vækst, under Forholde, der syntes at
virke kuende paa enhver aandig Kraft, udtørrende paa alle
Livskilder? Disse Spørgsmaal skal vi søge at give Svar paa.
Vi nævner først, — ikke fordi det er det vigtigste, tvertom!
men det hører med, — at Norge siden Statsforandringen i 1660
gik fremad i materiel Henseende, og det langt raskere end
Danmark, uagtet, for en Del maaske netop fordi det blev forsømt af
Regjeringen, medens Danmark ved alle Ledigheder skulde drages
frem og begunstiges paa dets Bekostning. Ved Suverænitetens
Indførelse havde Norge ikke meget over det halve af Danmarks
Folkemængde; i Slutningen af forrige Aarhundrede var
Forskjellen kun liden, omtrent som nu.1 Norges Folkemængde havde i
1 I begge Tilfælde regnes Slesvig ikke med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
