Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö490
Historiske og politiske Afliandlinger
Navn ligeoverfor Tyskerne i det 18de Aarhundrede). Mindet om,
hvad Norge engang havde været, uklart og ufuldkomment, som
det var, synes dog forsaavidt at have givet tilstrækkelig Støtte
ligeoverfor den nedslaaende Betragtning af, hvad Norge var
blevet. De Nordmænd, der talte Dansk, talte det ialfald paa en
anden Maade, med en Akcent og Udtale, der stemte overens med
Sproget hos de norske Bønder. Deres Karakter og Væsen var
præget af de samme Livsforholde, den samme Natur, som disses,
og en Natur som Norges præger dybt. Denne Overensstemmelse
i Væsen, dette fælles Grundpræg af en sterk Natur, som
sammenknyttede alle Nordmænd, baade de, der hørte til det nye, og de,
der hørte til det gamle Samfund, havde altid mere at betyde end
de Baand, der knyttede norske Embedsmænd og Bymænd til
deres danske Aandsfæller. Nordmændene med sin haardere
Mundart, sin haardere Karakter og det Ry for personlig Kraft, som de
havde bevaret fra Oldtiden, synes ikke at have havt synderlig
vanskelig for at gjøre sig gjældende ligeoverfor de blødere
Danske, og det endog paa en Tid, da Norge stod paa det laveste
Punkt, hvortil det nogensinde kom, og var lidet agtet i
Sammenligning med Danmark. Engelskmanden Molesworth, der skrev sin
bekjendte Bog om den danske Ståt ikke længe efter
Enevoldsmagtens Indførelse, i Slutningen af det syttende Aarhundrede,
siger om Nordmændene, at «de er haardføre, arbeidsomme og
hæderlige Folk, der nyder Anseelse hos andre og agter sig
selv langt bedre end de Danske, hvem de kalder med et
Slængenavn Juter». Holberg siger om sine Landsmænd, at de, «saasom
de leve under et andet Klima, differerer (adskiller sig) meget fra
de Danske, baade i Humeur og Sæder»; og naar han saa gaar
over til nærmere at skildre de to Folks Karakter, stiller han dem
næsten i en fuldkommen Modsætning til hinanden, idet han
fremhæver som det mest iøinefaldende Drag i de Danskes
Nationalvæsen deres «Mediocritet», d. v. s. dette, at de ikke gaar til nogen
Yderlighed enten i Dyder eller Laster, men holder sig til den
jævne Middelvei, medens han om Nordmændene siger, at «det som
kaldes Middelmaadighed har liden Sted blandt dem, men de som
ere gode ere i høj Grad gode, og de som ere onde i en høj Grad
onde», — og, idet han, ligesom Wessel siden, bebreider de Danske
deres Tilbøielighed til at «admirere (beundre) alt hvad der
kommer fra fremmede Steder», medens Nordmændenes Arvesynd
heller skulde være, at de «paa Grund af sine store Kvaliteter og
Sindets Gaver er tilbøjelig til at fatte for store Tanker om sig
selv og se andre over Axlerne».
Der var saaledes vistnok aldrig nogen Fare for, at den norske
Nationalitet skulde gaa op i den danske. Den Guldbergske For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
