Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
mel: «Ingen Nordmand er til; alle ere vi Borgere af den Danske
Ståt», kunde selv under de heldigste Omstændigheder ikke blive
mere end et fromt Ønske. Saalænge der er et Norge til, vil der ogsaa
være Nordmænd; en Amalgamationspolitik kunde da som nu i
det høieste forsinke, men aldrig afbryde den naturbestemte
Udvikling mod Selvstændighed. — Paa den anden Side er det klart,
at, jo fjernere de to norske Samfund stod hinanden, jo nærmere de
norske Embedsmænd og Bymænd var knyttede til Danmark, —
des mindre kunde der være Tale om en virkelig levende og
fremadskridende norsk Nationalitet, des mer maatte denne
Nationalitet være lammet i sin Evne til Selvhævdelse. Saalænge Norge
for de Nordmænd, der sad inde med den høieste Oplysning, kun
gjaldt som en Del af Fædrelandet, — kun gjaldt som deres
Fædreland i en «naturlig» eller geografisk Forstand, medens Danmark
var det ligesaameget eller vel saa det i historisk-politisk Forstand,
— saalænge kunde ingen virksom Tanke paa større
Selvstændighed, ingen Trang til friere Udvikling, gjøre sig gjældende inden
det norske Folk. Og saadant var øiensynlig Forholdet paa
Holbergs Tid; derom vidner mange Steder i hans Skrifter. Han
undlader ikke, naar han dertil finder Leilighed, at fremhæve
Nordmændenes store og gode Egenskaber, endog paa Bekostning
af de Danske; han omtaler deres Bedrifter i gammel og ny Tid
med en hos ham usedvanlig Varme og i Udtryk, der vilde have
været stemplede som ypperlige Prøver paa norsk Skryt, saafremt
en anden havde brugt dem; han nævner sig ofte som Nordmand,
øiensynlig ikke uden en vis Selvfølelse, — men ligesaa ofte
taler han om sig som Dansk —, det ene Udtryk har faldt ligesaa
naturligt for ham som det andet; han taler om den danske Ståt,
til hvis Borgere han hører, den danske Konge, hvis Undersaat
han er, det danske Sprog og den danske Literatur, til hvis Hæder
han virkede gjennem hele sit Liv, og det synes ikke at have faldt
ham ind, at han ved disse Benævnelser udslettede sit eget Folk
af Nationernes Tal: det synes ikke at have saaret hans
Nord-mandsfølelse eller fremkaldt noget Savn hos ham, at han maatte
kalde Staten, Sproget, Literaturen, — kort alt det, hvortil en
vaagen, virksom Patriotisme knytter sig, — dansk, ikke norsk. Vi
tør trygt gaa ud fra, at faa eller ingen af Holbergs samtidige
Landsmænd var komne videre end han; med andre Ord:
Nordmændenes Nationalfølelse paa denne Tid havde mere
Karakteren af en ubevidst personlig Kraft eller af en provinsiel
Særfølelse, der mander sig op ved enkelte Leiligheder og slaar i
Bordet, naar det kommer til Sammenstød med Fremmede, end af
den sande Fædrelandskærlighed med dens dybe Forstaaelse og
dens aldrig hvilende Udviklingsgang. Nordmændene, med sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
