Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
forladte Fædreland. Mellem mine skjønneste Nydelser var at høre
den dejlige Fædrelandssang For Norge Kjæmpers Fødeland istemmet
her af fulde Hjerter, med tindrende Øjne og jublende Stemmer.»
Denne Patriotisme hos de unge Nordmænd i Kjøbenhavn, der
i dette Tidsrum var Nationens Avantgarde paa dens Marsch
fremover mod Frihed og Selvstændighed, var da visselig baade
ærlig og ildfuld; den dunstede ikke bort med Feststemningen:
den var ingen blot Hede over Punschebordet; fra denne Kreds
af unge Mennesker udgik ikke blot Viser og Vittigheder, men
alvorlige Tanker, et alvorligt Arbeide for at afhjælpe Fædrelandets
Savn, og give det en værdigere, mere betrygget Stilling (t. Eks.
i Universitetssagen). Alligevel vilde dog den skarpsynede
Iagttager, — jeg gjentager det, — have seet, at deres Patriotisme,
med al sin Ild, endnu befandt sig paa et lidet fremadskredet
Standpunkt; den var endnu meget nøisom, opstillede ikke store
Krav; den var mere beskuende og nydende end fremadskridende
og eggende. Den var ikke beskuende paa samme Maade som en
Absalon Pederssøns i Norges værste Svaghedsperiode, der alene
søgte Næring i Minderne fra en fjern Fortid, medens den med
Mismod vendte sig fra Samtiden. Patriotismen hos Nordmændene
i Slutningen af det attende Aarhundrede saa med neppe meget
ringere Glæde paa det samtidige Norge end paa Sagatidens; den
var følgelig langt mere sikker og selvtillidsfuld, langt nærmere
ved at blive den nervus rerum gerendarum (altid virksom, til
modig opofrende Handling drivende Følelse), som den er hos
enhver nogenlunde oplyst Nation og netop inden den medrette
saakaldte mest oplyste Del af Nationen, — Sporen til rastløst
Arbeide fremover mod en stadig rigere, stadig friere og
selvstændigere Udfoldelse af Nationens Kræfter; — den var langt
nærmere ved at blive dette, men den var ikke endnu bleven det.
Det var sedvanligt, at Nordmændene i denne Tid kaldtes og
kaldte sig selv «de frie», «de fribaarne Nordmænd»; de mente at
have ligesaa god Ret til denne Hæderstitel da som efter 1814.
Det var Odelsbondens personlige Frihed (i Modsætning til andre
Landes Bondetrældom), de havde at beraabe sig paa før 1814;
men i den mente alle Nordmænd at have Del; af den havde
Nationen modtaget sit Præg, sin Aand. — Naar Jens Zetlitz indfører
Frihedens Gudinde for den danske Kronprins (Fredrik den Sjette),
lader han hende tale Norsk:
«Norsk var det Sprog hun talte.
Med disse Ord tilkjendegav hun sig:
Prinds! Frihed er mit Navn og disse Steder
Min Tempel — jeg gjør Norge lykkelig.
Mig skylder det sin Dyd og mig sin Hæder;
men dig vil dine Nordmænd skylde mig.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
