Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven f>27
.... Som Borgere i eet Selskab og Undersaatter under een Konge
er os Dannemark og Norge lige kjert og begge tilsammen
Nordmandens Fædreland. Vi vide, at al Skade er fælles, ligesaavel
som al Fordel. Vor Kjærlighed indskrænker sig ikke til de
Klipper, som omringe os; den strækker sig nu ligefra Vardøe til
det Kielske ... Vi anse os Danske og Norske som Brødre,
Kongen som Fader.» — Dette Standpunkt synes at være det samme
som det, hvorpaa Holberg stod: — Norge skulde være
Nordmandens Fædreland i en naturlig Forstand, Danmark og Norge
tilsammen i en borgerlig, — disse Udtryk kunde ogsaa Holberg
have vedkjendt sig. Men hos ham vilde de dog havt en anden
Mening end hos Nordal Brun. Tiderne havde forandret sig, og
man maatte slide og føie endel paa de gamle Formularer for at
faa dem til at nogenlunde passe til det nye Indhold. Holberg
kunde endnu sige om sine Landsmænd, at man «udi hele seculis
ikke haver mærket ringeste Bevægelse hos dem». Dette lod sig
ikke mer sige paa den Tid, da Nordal Brun optraadte. Det var
da allerede en Kjendsgjerning, at det havde begyndt at gjære
blandt Nordmændene. I et Brev fra den før nævnte Grev Lynar
omtrent samtidigt med Nordal Bruns Forsvarsskrift (nemlig fra
1772), tales der om, at «man i Danmark er urolig for Norge», og
saa tilføies der: «Hvorfor rejste Kongen (Kristian den Syvende),
da Forstandstaagerne endnu kun vare svage, ikke til Norge,
istedetfor til Frankrige og England? Nordmanden vil se sin
Konge, tænker ædelt, men taaler ingen Foragt.» I et Brev fra en
noget senere Tid (1790) skriver Guldberg til den da meget
for-maaende Hofmand J. Bülow, idet han anbefaler ham et skarpere
Opsyn med Pressen, hvis Frihed, som ikke var meget stor,
alligevel syntes ham farlig: «ved det mindste Udbrud er Norge
forloren, der da vist vil være en Republik for sig selv efter den
norsk-engelske Aand». Disse Ord er nu vistnok Udtryk for en
meget overdreven Ængstelse. Men af Maaden, hvorpaa «den
norsk-engelske Aand» omtales, fremgaar dog, at denne Aand, der
ikke saa let lod sig bringe i Samklang med den tvillingrigske
Patriotisme, nu var velkjendt, og at man i længere Tid havde
været opmerksom paa den. Selve de Omstændigheder, der
fremkaldte Nordal Bruns Forsvarsskrift, var et Tegn paa, at der var
begyndt at komme Revner i det gamle Forhold mellem
«Broderfolkene», som heller ikke kunde opretholdes uforandret, uden
saalænge Nationalbevidstheden hos et eller begge de forenede Folk
laa i Dvale. Nordal Brun havde i sit Sørgespil «Einer
Tambe-skiælver» slaaet paa de norske patriotiske Strenge. Stykket gjorde
ogsaa megen Lykke i Norge, blandt de« Kristianiæ Ræsonneurs».
Nordal Brun omtaler selv «de højtidelige og rørende Bevis paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
