Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö510
Historiske og politiske Afliandlinger
det varmeste og oprigtigste Bifald, man gav Tambeskjelvers
Forfatter i Kristiania». Men i Danmark kunde Stykket af den samme
Grund ikke opføres, og den danske Kritik udtalte, at det ikke var
ved slige Midler, at Baandet knyttedes mellem Nationer, «som
ikke kunne blive sterkt nok forbundne». Man fandt Tendensen i
Stykket næsten oprørsk. Herpaa maatte der gives et Svar.
Nordal Brun maatte søge at godtgjøre, for sig selv og andre, at man
kunde være god Nordmand uden derfor at ophøre at være god
Borger i den danske Ståt, uden derfor at nære noget formasteligt
Ønske om en Forandring i det Bestaaende. Han maatte søge at
bringe sin norske Patriotisme til at harmonere med de
arve-undersaatlige Følelser, og dette kunde endnu nogenledes
lykkes-for ham som for de fleste af hans samtidige Landsmænd. Det
er ingen Grund til at tvivle paa, at Nordal Brun virkelig oprigtig
har ment, hvad han siger i sit Forsvarsskrift, at hans
Fædrelands-begreb virkelig strakte sig saalangt som til det Kielske eller
saalangt, som Kongens Scepter naaede, — Lojaliteten var hos ham
altid Numer 1, Patriotismen Numer 2, — og et lignende Sprog
føres saa ofte og saa bestemt ogsaa af andre samtidige
Nordmænd, at vi maa tro, at det udtrykker et endnu dengang
almindeligt Standpunkt, om end selvfølgelig adskilligt deraf maa
bringes i Afdrag paa den officielle Bedemandsstils Regning. Men
dette Standpunkt var dog ikke nu længer, som hos Holberg, et
selvgivet, helt naturligt; man havde begyndt at reflektere over
det; man holdt fremdeles fast ved det, men med en vis
Anstrengelse, under en indre Strid, som blev saameget vanskeligere at
komme udover, jo mere den norske Patriotisme vandt i Klarhed
og Fylde. — Det maatte, efterat Nordmændene havde taget saa
fremragende Del baade i Literaturen og i Statens Forsvar tillands
og tilvands, mere og mere fremstille sig for dem som en stødende
Anmasselse fra dansk Side, og den for begge Folk fælles Konge,
Ståt, Literatur altid og udelukkende nævntes efter Danmark; inen
man var nu engang bleven vant til disse Benævnelser, og
Nordmændene brugte dem selv, uden at de endnu synes at have havt
nogen klar Fornemmelse af, at deres Folk, — det Folk, som de
kaldte det frie, stolte, ærekjære, og som de krævede saa megen
Respekt for paa Grund af «dets store Kvaliteter og Sindets Gaver»r
— derved var nedsat til at være en Tjener og for al Verden
stemplet som en Tjener, en Husmand under et andet Folk. Deres
Patriotisme var ikke tilstrækkelig vaagen til at erkjende dette
eller til at erkjende det saaledes, at det blev til et manende og
eggende Savn. Mindet om de for Norge lidet ærefulde eller
ligefrem vanærende Omstændigheder, under hvilke Foreningen var
bleven til, var fordetmeste udslettet, medens til Gjengjæld Min-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
