Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
derne fra en senere Tid, da Norge spillede en hæderligere Rolle
og gav den fælles Ståt dens bedste Forsvarere, gjorde sig
saameget sterkere gjældende i den almene Bevidsthed. Det var
derfor sedvanligt, at Forholdet mellem de to Folk opfattedes ogsaa
af Nordmændene som et Broderforhold, lige hædrende for begge
og ikke mindst for det norske Folk, — eller som et Egteskab,
hvilende paa et gjensidigt Behov og et gjensidigt Troskabsløfte.
Og i dette Egteskab spillede Norge øiensynligt Mandens Bolle.
Han stod lidt under Tøffelen, det kunde man ikke undgaa at se
—, «Juten raar lel mest ti Garen» (som det heder i Nordmanden
Stockflelh’s bekjendte Digt «Hejmatkomsten»), — men han var dog
altid Manden, den sterke, den kjække, hvem det nærmest
paahvilede at holde Vagt over Huset og sørge for dets Sikkerhed.
I denne Opfatning af Foreningen, — der støttedes ved den Maade,
hvorpaa Nordmændene i denne Tid betragtedes og behandledes
i Danmark, hvor man i Regelen gjorde Stads af dem, og hvor
de, i Samkvem med de Danske, i Klubberne eller paa
Universitetets Trapper og i dets Auditorier, hævdede en Forrang, som de
Danske sjelden prøvede paa at gjøre dem stridig, — fandt deres
nationale Selvfølelse fordetmeste, hvad den behøvede for at være
tilfreds.
De var den enevældige Arvekonges Undersuatter; de stod under
en Regjering, som ifølge Forfatningens Bogstav ikke erkjendte
nogen Grænse for sin Magt. Dette gjorde i deres Tanker intet
Skaar i deres Frihed, som de roste sig af. Odelsbonden, den frie
Odelsbonde, i hvis Mund Digteren (Zetlitz) lagde disse Ord :
«Jeg frygter Gud, men ingen Mand,
Jeg er min egen Herre». —
stod jo i det samme Forhold og stod uden Følelse af Tvang eller
Skam. Han var jo ikke mindre agtet og hædret for sin
ubetingede Lojalitet end for sin Frihed og sin Selvfølelse. Hans
politiske Katekismus bestod af disse to Troessætninger (for at bruge
Reverdils Udtryk), først at Kongen, Landets Fader, ikke kunde
ville andet end sine Undersaatters Vel, og dernæst, at Kongens
Vilje, naar den var forkyndt, maatte ubetinget adlydes. Og ved
denne sin ubetingede arveundersaatlige Troskab ligesaavel som
ved sin Frihed, sin Djærvhed og Kraft gjaldt han for den egte
Nordmandstype, hvem man maatte følge, naar man ikke vilde
svigte Aanden fra de gjæve Forfædre. Naar Odelsbonden var
den troeste af den danske Enevoldskonges Undersaatter, saa kom
det deraf, at Kongens Ret og Odelsbondens Frihed udsprang af
den samme Rod, hvilede paa den samme Grundvold; Kongen var
den odelsbaarne til Staten, som Odelsbonden var det til sin Gaard;
man maatte agte den førstes Ret, naar man krævede Agtelse for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
