Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
<le til samme Tid har været lige populære, lige anerkjendt
gyldige Udtryk for en alment raadende Stemning. Dette giver os i
en kort Sum Billedet af de aandige Tilstande hos det norske
Folk paa denne Tid: vi ser til den ene Side et Folk, hos hvem
Aarhundreders Liv uden egen Historie, egen Politik, egen
Styrelse havde virket til at give de private, materielle Interesser en
uforholdsmæssig Overvegt og til at gjøre raadende en
Spidsborgerlighedens Aand, der ikke plages af Ærgjerrighed eller andre
sterke Drømme, men er tilfreds med et navnløst Velvære, — til
den anden Side et Folk, hos hvem Minderne fra dets ærefulde
Oldtidshistorie er blevne vakte til nyt Liv, fordi man har begyndt
at faa Øinene op for, at Betingelserne for denne Historie,
Grunden, hvoraf den sprang ud, fremdeles er tilstede og kun venter
paa at røres af den frigjørende Tryllestav for at spire paany, —
hos hvem der herved er vakt en Længsel efter Frihed og
Selvstændighed, medens denne Længsel dog endnu er for uklar og
famlende til at fremkalde en virkelig Bevægelse eller til at stille
sig i en bestemt Opposition til den spidsborgerlige materialistiske
Ligegladhed, saa at begge disse Stemninger, saa modsatte i
Ophav og Retning, alligevel paa en Maade gaar over i hinanden,
smelter sammen, og saa at den samme Mand med den samme
Umiddelbarhedens Styrke kan gjøre sig til Tolk for dem begge.
Nordal Brun oplevede, som man ved, den store Omveltning i
1814. Han var da en syttiaarig Olding, men fulgte endnu Begi’
venhederne med sin Sjæls hele medfødte Ild og Styrke. Norges
Afstaaelse til Sverige ved Kielerfreden vakte ikke blot hans Sorg,
men endnu mere hans Harme og Ringeagt ligeoverfor en Styrelse,
der saaledes sveg sin hellige, ubrødelige Pligt. Hyperlojal som
han var, — saaledes havde han ikke opfattet det kongelige
Enevælde, at Kongen skulde kunne afstaa sine tro norske
Under-saatter til en anden Suveræn, som en Gaardeier, der overdrager
Gaarden med samt dens Besætning til en anden Eier. Han troede
ikke, at Kongen havde mere Ret dertil end en Fader til at sælge
sine Børn. Hele det politiske System, hvis sterke, troende
Talsmand han havde været, røg overende ved denne Begivenhed og
viste sig at hvile paa Selvbedrag. Det syntes at skulle reise sig
paanyt, da Prins Kristian Fredrik optraadte som den Odelsbaarne til
Thronen og proklamerede Norges Selvstændighed. Denne Prinsens
Optræden fremkaldte ogsaa fra den syttiaarige Olding et Digt, —
Manden af Ord, — der i Sandhed kan siges at lue af
Ungdomsild, og som alene vilde være nok til at vise, hvilken kraftfuld
Digternatur der boede i ham. Herligheden varede, som vi ved, kun
faa Maaneder: Kristian Fredriks Kongedømme fik en bråt, og,
hvad der var værre, en uhæderlig Ende. Endnu i September
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
