Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
som han havde den Lykke at bo i Kristiania og ikke i
Throndhjem, vedblive at være Kristiansk eller Fredriksk, o: vedblive at
være Oldenborgernes Arveundersaat. Dette fandt han værdt en
Tak til Gud.
Endog Jacob Aall, der stod den yngre Slegt nærmere ved sin
Alder, og som, i Modsætning til Pavels, følte saa varmt for Norge
og havde et saa aabent Øie for mange af dets Savn, hang dog
paa samme Tid ved Danmark med en slig Kjærlighed, at han
endnu i en Tale, som han havde bestemt til Oplæsning i
Rigsforsamlingen paa Eidsvold, og som siden blev tilstillet Kong
Kristian Fredrik, ytrede, at efter hans Mening vilde Gjenforening
med Danmark være den «lykkeligste Statsforfatning» (!) for Norge,
saafremt det dertil kunde vente mægtige Staters Understøttelse.
— Han tilstaar rigtignok, idet han meddeler Talen i sine
Erindringer, at «det neppe havde været tilraadeligt at lade de Ord,
som angaa Gjenforeningen med Danmark, have været uforandret,
om Talen var bleven fremsat i Rigsforsamlingen». «Faa eller
ingen i Rigsforsamlingen ønskede eller tænkte paa en Gjenforening
med Danmark; tvertimod taltes stedse derom med
Modbydelighed. Forfattereren tænkte imidlertid dengang, som han skrev,
og følte sig dybt nedbøiet ved en Skilsmisse, hvorom han havde
andre Begreber end de fleste af hans Landsmænd.»
Dette Vidnesbyrd maa være afgjørende. Dansk-Norskheden
eller den tvillingrigske Patriotisme havde allerede faaet
Dødsstødet, inden Tvillingrigerne i en udvortes Forstand adskiltes.
Nikolai Wergelands Opfatning, ikke Pavel’s eller Jacob Aall’s, var
blevet den almindelig raadende hos oplyste Nordmænd, endnu
før Kielertraktaten havde løst dem fra den Troskabspligt mod
Kongehuset, som kun altfor længe havde været deres politiske
Religion og staaet skyggende iveien for andre og større Pligter.
Det maatte vel hos de fleste fremkalde en vemodig Følelse at se
et Baand sønderrives, der havde holdt sammen i en saa lang
Række af Aarhundreder, og hvis for Norge lidet hæderlige
Tilblivelseshistorie var bleven glemt; men de fleste skjønte dog nu
eller følte, at dette Baand paalagde Norge en unaturlig Tvang og
var uforeneligt med dets Interesse og Værdighed; hos de fleste
var der vaagnet Længsel efter større politisk og national
Selvstændighed, Ønsker og Tanker om en anden og større Frihed end
den, Norge hidtil havde været i Besiddelse af.
Forsaavidt mødtes de ydre Begivenheder, der foregik
uafhængigt af Folkets Vilje, med en indre Udvikling hos Folket selv.
Men Kielertraktaten løste ikke blot Nordmændene fra den gamle
Tvang; den paalagde dem en nv og endnu meget værre. Den
danske Konge afstod Norge og alle dets Indbyggere med fuld Su-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
