Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
Forfatning af 1814, den frieste, Europa dengang kjendte. Paa en
Maade har de Ret begge to. — Norges politiske Udvikling i
Middelalderen endte med, at der, efter mange Kampe, blev
afsluttet en Overenskomst mellem Konge og Folk, hvis Vilkaar har
faaet Plads i Magnus Lagabøters Landlov. Ved denne
Overenskomst opgav Landets oprindelige Herrer, de jordeiende Ætter
eller Odelsbønderne, sin politiske Suverænitet til Kongedømmet,
men uden dermed at opgive Grundlaget for denne deres politiske
Suverænitet, den fuldkomne frie og uindskrænkede Eiendomsret
til Jorden, hvilken det tvertom var Overenskomstens Hensigt
yderligere at betrygge. Kongen skulde raade for Staten, men
Staten blev strengt afgjærdet, som Odelsgaarden var det; dens
Rettigheder ligeoverfor den enkelte Jordeier blev én Gang for alle
fastsatte og maatte ikke udvides uden med hans frivillige
Samtykke. Kongen skulde sørge for Landets Vern mod ydre Fiender
og for Opretholdelsen af den lovlige Orden, derunder først og
fremst indbefattet Odelsbøndernes frie og ukrænkelige
Eiendomsret, og til Vederlag herfor skulde han nyde de ham én Gang for
alle tilstaaede Indtægter og Herligheder. Han og hans Æt havde
arvelig Ret til Statsstyreisen og den dertil knyttede Løn; men
denne Ret opfattedes ikke som værende af en anden, høiere, mere
umiddelbar Art end Odelsbondens Ret til sin Gaard. Kongen
ligeoverfor Repræsentanten for den enkelte jordeiende Bondeæt
var paa en Maade som den ene Suveræn ligeoverfor den anden. —
Ulykken ved denne Overenskomst var nu for det første, at den
udestængte Folket fra alt politisk og historisk Liv, og dernæst,
at den savnede Garantier (Midler til at sikre dens Efterlevelse).
Staten udvidede lidt efter lidt sit Omraade, uden at Bønderne,
der ikke havde noget Foreningsbaand eller noget Fællesorgan for
sin Vilje, formaaede at verge de engang opdragne Grænseskjel.
Kongen udskrev nye Skatter og Skyldigheder, og, om end disse
fra først af gaves Udseende af et Slags frivillige Gaver fra
Skatydernes Side, der kun opkrævedes for den enkelte Leilighed, gik
de snart over til at blive faste Paalæg. Saaledes kom det i
Dansketiden efterhaanden derhen, at de norske Odelsbønder, som
engang, ved at overgive Staten i Kongedømmets Hænder, havde
ment at sikre sig mod Overskridelser af dens Magtomraade og
tillige at spare sig for ethvert politisk Bryderi, blev, ligeoverfor
Staten, de haardest betyngede af den danske Konges Undersaatter,
baade ved urimelig høie Skatter og en endnu urimeligere sterk
militær Udskrivning. Alligevel blev dog selve Grundlaget for den
politiske Suverænitet, de engang havde været i Besiddelse af, i
Princippet altid respekteret. Det kom aldrig derhen, selv ikke
under Enevælden, at den norske Bondes Eiendomsret til sin Jord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
