Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö544
Historiske og politiske Afliandlinger
Ledere (deriblandt Falsen) stod ham personligt og politisk saa
fjernt, at man snarere end at sige, at han skabte Partiet, maa
opfatte Forholdet saaledes, at han var et Redskab i dets Haand.
Men vi maa da ogsaa straks tilføie : et uundværligt Redskab, uden
hvilket Selvstændighedspartiet neppe skulde have kunnet
gjennemføre sine Planer til Norges Reisning. Naar vi ser, hvorledes
dette, at «Thronarvingen» havde stillet sig i Spidsen for den store
Sag, vakte hos Nordal Brun, ja selv hos den kolde, tvivlende
Pavels en begeistret, tillidsfuld Stemning, faar vi et Indtryk af,
at Folket i sin Helhed endnu ikke var kommet videre, end at
noget saadant var nødvendigt for at samle det til en nogenlunde
kraftig og enig Optræden. «Hvad skal der blive af os,» skriver
Pavels under 16de August 1814, «naar Kongen (Kristian Fredrik)
forlader os? . . . Fra det Øieblik Kongen nedlægger Regjeringen
og forlader os, er vor Sag tabt. Til ham var mit Haab om
Norges Frelse bundet; med ham vil Norge falde, det er mig
indlysende.» Vi tør, efter den Opdragelse, Folket havde faaet, ikke
vente andet, end at en lignende Kulsviertro paa den
«Odelsbaarne» har været delt af mange. Vi maa altsaa gjentage, at det
var en stor Lykke for Norge, at det havde Prins Kristian Fredrik
inden sine Grænser i 1814, og at han stillede sig i Spidsen for
dets Reisning. Arveundersaatligheden var endnu en slig Magt
hos Folket, at den maatte være med, naar et stort Verk skulde
sættes igjennem. Arvingen til Oldenborgernes Throne maatte
være med, for at Folket kunde føie sig tryg paa, at dets Sag var
god; han maatte være Foreningsbaandet for de Kræfter, der var
kaldte tillive; han var Friheds- og Selvstændighedsaandens
uundværlige Redskab. Men, at det var saa, deri laa nu netop ogsaa
Utykken. Den store Lykke, der samlede Folket, da det gjaldt at
vælge, viste sig at være den store Ulykke, da det gjaldt at
forsvare det skete Valg, da der efter det modige Raad skulde følge
en ligesaa modig Daad. Det viste sig nu, at
Arveundersaatlig-hedens Fordomme, idet de bandt Folket til Kristian Fredrik som
den selvskrevne Leder, sad som en Lænke om dets Fod, der
hindrede det fra at udnytte det store Øieblik og naa, hvad der
kunde været naaet. Havde disse Fordomme, Norges
Forbandelse gjennem saa mange Aarhundreder, ikke fremdeles været
saa sterke, vilde Dygtighedens Ret have kunnet gjøre sig
gjældende, istedetfor, som nu, Fødselens. Havde Nationen ikke levet
sig saa grundig ind i Forestillingen om, at den nødvendigvis
maatte have en Oldenborger i Spidsen, naar den skulde røre paa
sig, vilde den have fundet til den første, ledende Plads en Mand,
der idetmindste ikke aldeles havde savnet Evnen til at paatage
sig et stort Ansvar eller til at nytte Hærens gode Stemning, Fol-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
