Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
kets Offervillighed. Der vilde have været kjæmpet hæderligt, 0111
end ikke seirrigt, og saaledes som der burde været kjæmpet,
hvor saameget stod paa Spil. Nu var denne første Plads optaget,
og optaget af en, der græd, naar han saa Blod, og hvis Deltagelse
i det Felttog, hvor han skulde indløse alle sine store Løfter og
retfærdiggjøre al den store Tillid, man i sin lojale Troskyldighed
havde sat til ham, var en eneste Jammer af klynkende Raad og
Modløshed, — saa ynkelig, at de lojaleste af hans Omgivelserikke
kunde undertrykke sin Ringeagt.
Jeg skal ikke opholde mig videre ved, hvad der skete efter
det kortvarige Felttog; jeg forudsætter, at Læserne kjender
Resultatet og ved, — idetmindste i de store Omrids, — hvorledes det
blev opnaaet. — Det var et Held for Norge, at Karl Johan neppe
var meget mindre begjærlig efter at faa Ende paa Krigen end
Kristian Fredrik. Vaabenstilstanden i Moss blev derfor afsluttet
paa Vilkaar, der var saa gunstige for Norge, at de neppe kunde
have været opnaaede bedre efter det hæderfuldeste Forsvar. Karl
Johan havde i sin personlige Stilling den allersterkeste
Opfordring til at skynde sig, og han har vel desuden tænkt, at han
skulde tage sit Mon igjen under Forhandlingerne med
Storthinget. Heri blev han fuldstændig skuffet. Storthingets Holdning
under disse Forhandlinger var mønsterværdig og godtgjør, at,
saa længe end Nordmændene havde levet i den politiske
Umyn-dighedstilsland under det landsfaderlige Regimente, saa dømte
dog Pavels for strengt over dem, naar han mente, at de vilde
være hjælpeløse, naar de ikke havde en Konge eller Kongesøn
til at lede sig. Ved den Fasthed og Koldblodighed, som navnlig
Storthingets Præsident, Christie, udviste, lykkedes det at bringe
Eidsvoldsforfatningen uskadt ud af Underhandlingerne med Sveriges
Konge. Foreningen med dette Land blev indgaaet, uden at Norge
opgav noget væsentligt af den Frihed og Selvstændighed, som man
faa Maaneder iforveien havde troet at maattte forsvare og været
beredt paa at forsvare med de yderste Offere af Penge og Blod.
Forsaavidt blev jo Besultatet det bedste, og, naar Enden er
god, kunde man mene, saa er alting godt. Men det er meget
langt fra at være ligegyldigt, om et Resultat er opnaaet paa den
eller den Maade, — om det er vundet forholdsvis let eller med
store Ofre, Anspændelse af alle Kræfter. Enhver maatte
forstaa, at Norge havde gjort et stort Skridt fremad i dette
skjæbne-svangre Aar 1814, naar han sammenlignede dets Stilling, efterat
Foreningen med Sverige var afsluttet, med dets Stilling under
det oldenborgske Enevælde; alligevel havde den sidste Krigs
Svaghed og Kortvarighed, da det, hvorom der kjæmpedes, var
saadanne Goder, for hvilke enhver frihedselskende, selvfølende
35 —Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
