Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
vil vide, at Nordmændene altid har vist, naar det gjaldt,
Kjærlighed til sin frie Forfatning og Evne til at bruge den; det er
ikke Meningen at bestride dette, men kun at hævde, at
Kjærligheden vilde have været almindeligere og sterkere, — at Frihedens
og Selvstændighedens ydre Former vilde være blevne bedre og
tidligere fyldte med den Aand, som alene giver dem Værd,
saafremt Norge i det afgjørende Øieblik havde kunnet give sig en
anden Leder, saafremt det ikke ved sin Hengivenhed for
Olden-borgerætten var bleven hindret fra at føre sin Sag med Vaaben i
Haand istedetfor ved diplomatiske Forhandlinger. —
Nordmændene havde saa ofte forud for 1814 ført blodige og langvarige
Krige for Øiemed, som i enhver Henseende var dem
uvedkommende, — for sine fremmede Kongers Forfængelighed eller
Magt-begjær. Om de nu endelig en Gang havde kjæmpet for sin egen
Sag, — det vilde ikke have været for meget; og om de havde
kjæmpet saaledes, som en slig Sag fortjente, og som Folk og Hær
havde Vilje til, — Mindet herom vilde, hvordan saa det endelige
Udfald var bleven, have været en Nationalbesiddelse af
uvurderligt Værd. Intet samler et Folk saa godt som fælles historiske
Minder, og intet Minde præger sig saa dybt som Mindet om en
Kamp for et stort nationalt Formaal, hvori hele Folket har taget
Del. Vi har seet, at Norges værste Svaghed i Dansketiden var,
at det paa en Maade var bleven delt i to Samfund, hvoraf det
ene var det rette norske, det egentlige Folk, medens det andet,
der for en stor Del var tilblevet under fremmede Indflydelser,
dannede det nationale Foreningsbaand mellem Tvillingrigerne og
paa en Maade stod med det ene Ben i Danmark, det andet i
Norge. Vi har seet, at det norske Folks Fremgang i
National-aand og Evne til selvstændig aandig Virksomhed beroede paa, at
denne Kløft mere og mere udfyldtes, at det dansktalende
Samfund i Norge mere og mere sluttede sig til det andet, det rette
norske, mere og mere ønskede at gaa op i det, smelte sammen
med det, for at blive norsk og ophøre at være norsk-dansk,
hvilket jo vilde sige det samme som at være halvveis rodløs og
derfor ogsaa aandigt ufrugtbar. En Krig, saadan som Krigen i 1814
kunde have blevet uden Kristian Fredrik, vilde have ført Norge
et stort Skridt fremad paa denne Vei, som for det i Sandhed var,
— og er, — den rette Fremgangens Vei mod Liv og Kraft.
Friheden vilde, — om den var bleven hævdet ligeoverfor det
udenfra mod den rettede Angreb ved en Krig, hvori alle
Samfundsklasser havde taget lige Del, istedetfor ved Underhandlinger, der,
hvor fast og værdigt de end blev førte fra norsk Side, dog aldrig
kunde blive i samme Forstand et historisk Fælleseie for det hele
Folk, — være bleven, fra første Færd, det bedste Foreningsbaand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
