Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö554
Historiske og politiske Afliandlinger
ninger, tilstrækkelige til at aftvinge Kristianiapublikumet dets
Bifald. Alt det, der tilhører alle Bergensere, der er deres
Fælles-eiendom, vil i en fremmed Kreds synes at tilhøre den enkelte;
man tror i ham at se en overordentlig rig Individualitet, af hvis
Udvikling man kan vente sig meget. Naar saaledes Publikum
tilklapper Hr. Bucher eller Jomfru Sullestad eller endog Madame
Wolf sit Bifald, er det egentlig hverken Jomfru Sullestad ellerMadame
Wolf, der høster Bifald, men Byen Bergen — og den simple Bergenser
er derfor i sin fulde Ret, naar han paa den ham
eiendommelige Maade tilegner sig en Del af sine Landsmænds Fortjeneste.
Men et saa let vundet Bifald er en farlig Sag for en vordende
Skuespillers Udvikling. Han fristes til straks at løbe af en
Skole, som han aldrig egentlig skulde forlade — og han stivner
efterhaanden i faste Former. Han formaar ikke at forlade sit
oprindelige Standpunkt: Naturen bliver alt for ham, Kunsten intet.
Se, det er den Fordømmelsesdom, som egentlig klæber ved
enhver rig Natur. Paa Scenen straffes en saadan Stillestaaen, en
saadan ubevægelig Fastholden ved det naturligt givne allerværst.
Thi der fordres netop Bevægelse — og Naturen er jo dog altid
det ensidig ubevægelige. Det naturlige er nemlig det, at
Mennesket ikke magter sig selv: hans Personlighed er ligesom kuet i
Væksten under de Indtryk, Omgivelserne har meddelt ham.
Saalænge dette tilfældige Stof ikke ved en kraftig Udvikling er gaaet
op i Personligheden, saalænge vil det være ubevægeligt; og dødt;
thi det eksisterer saa at sige uden at være organisk optaget i
Aanden og kan derfor ikke være med i den aandelige Bevægelse.
Ethvert Menneske har igrunden herved faaet sin Opgave i
Livet; men i en Skuespillers Liv vil dette dog fortrinsvis komme
tilsyne. Kunsten er Frigjørelse. For Skuespilleren gjælder det
derfor netop at blive Herre over sig selv og sit aandelige Indhold,
saaledes at intet tilfældigt staar tilbage, intet, som unddrager sig
Friheden. Først, naar han staar der som en hel og holden
Personlighed, først da vil han uden at give Slip paa sig selv med
Bevægelighed gaa ind i en anden Rolle.
Men det er klart, at jo rigere hint oprindelige Indhold er, jo
vanskeligere er det at tvinge det ind under Personligheden.
Derfor mener jeg, at en Rergenser maaske har allervanskeligst for at
blive en selvstændig, dygtig Skuespiller, uagtet det forholdsvis
falder ham saa let at gjøre en god Begyndelse paa Scenen. Netop
det Indtryk, hvormed han er opfødt, af et eiendommeligt, sterkt
præget Folkeliv, af en vis Raskhed og Livlighed i Væsen og
Manerer, netop det altsaa, der udgjorde de gunstigste
Forudsætninger for hans Optræden, bliver ham maaske paa hans senere Bane
lutter Hindringer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
