Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö586
Historiske og politiske Afliandlinger
overalt, hvor Kulturen er virkelig national, det netop er denne,
der udgjør det sterkeste Baand mellem Folkets forskjellige Klasser,
var Forholdene i Norge saadanne, at Embeds- og Borgerstandens
høiere Dannelse var mere adskillende end sammenknyttende
ligeoverfor Folkets store Masse. Nationalfølelsen hos hine
Samfundsklasser kunde derfor vel være sand og levende, men den
var dog af noget abstrakt Natur og savnede den rette Fylde.
Kløften var der fremdeles: den føltes kun ikke, fordi det,
saalænge Norge ikke var løsgjort fra sit provincielle Forhold til den
danske Ståt og Kultur, alene eller væsentlig gjaldt om at hævde
et Modsætningsforhold til, hvad der var særlig dansk, og fordi
Norskhedens Krav følgelig kunde tilfredsstilles ved en mere eller
mindre uklar Begeistring for «Kjæmpers Fødeland» og for «Snee
og Bakker», ved en vis Lokalfarve i Sprog og Tone og en vis
spottende Negativitet.
Efter 1814 blev derimod Fordringerne andre og større. 1 selve
det afgjørende politiske Vendepunkt havde det kunnet være
tilstrækkeligt, at den fælles Fædrelandskærlighed forenede alle
Samfundets Klasser, og at Folket udadtil stod som en Enhed.
Men efterat den politiske Selvstændighed var opnaaet og Norge
paa egen Haand skulde føre Kulturen videre og skulde leve sit
eget aandelige Liv, gjaldt det, at ogsaa den indre Enhed var
fuldstændig, at Kulturen havde sine Rødder dybt fæstede i Folkets
eget Væsen, og nu kom det tilsyne, at der var noget, som
manglede. Det kom tilsyne, at Kulturen i Norge endnu ikke var
bleven fuldt og helt national; thi istedetfor, som man skulde have
ventet, at hente Saft og Kraft til et mægtigt Opsving i den nyligt
erhvervede politiske Frihed og Selvstændighed, ser vi den i den
nærmeste Tid efter Løsrivelsen fra Danmark, udenfor det rent
politiske, at vise en øiensynlig Afmagt; det ser næsten ud, som
om den visner og hensygner. «Selvstændighedsaarets dristige
Værk bragte saa liden Frugt for de følgende Aar, at man skulde
tro, Folket for lange Tider havde udtømt sin Energi i denne ene
Kraftytring. Hvad der i disse Aar udrettedes i det politiske Liv,
var kun som en sidste Afpudsning paa denne statelige Bygning;
Literaturen gik i de gamle, andensteds forlængst udslidte Gjænger;
det hele Liv aandede et ravnekrogsagtigt Velbefindende, der i det
offentlige Liv naaede sit høieste i en troskyldig Glæde over det
gjenfødte Norges Herlighed, hvori der tiltrods for Grundlovens
§ 1 kun var lidet mere Indhold end i de gode gamle Dages
gemytlige Patriotisme. Den saameget besungne «Frihedens Palme»
stod, som andre Palmer, i en Ørken, og der maatte hengaa en
halv Menneskealder, inden der viiste sig Tegn til, at det begyndte
at gro omkring den» (H. Lassen, Henrik Wergeland og hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
