Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Udvandring, Madstræv og Maalstræv
587
Samtid). — Det ravnekrogsagtige Velbefindende afløstes da af en
higende Uro og hos mange af en bitter Misstemning, der gav sig
Luft i Klager over Norskhedens Afmagt og indre Tomhed
og over, at dog intet rigtig vilde trives i vore aandelige Urtebede.
Henrik Wergeland er den centrale Skikkelse i denne Norges
ffSturm- und Drangperiode» og Repræsentanten for den gjærende
Trang til noget nyt i alle det aandelige Livs Retninger, som den
nye politiske Situation efterhaanden havde affødt hos Folket.
Hans geniale Natur drev ham fremad, og hans Digtning blev,
som hans Biograf H. Lassen har bemerket, med alle sine
Forvildelser det mest norsk-nationale, som hin Tid kunde frembringe,
fordi den er det uforlignelige Udtryk for den ungdommelige
Kraft, som vil bryde sig nye Baner, men som famler uroligt
omkring, førend den endnu har faaet et tilstrækkeligt positivt
Indhold at øve sig paa. Hans Modstandere derimod pegte snarere
tilbage end fremad. Deres Misstemning var naturlig og deres
Feide med Ultranorskheden i visse Maader en nødvendig
Forberedelse for det alvorlige Aandsarbeide, som forestod; men deres
Klager vidner, i neppe ringere Grad end de troskyldige Patrioters
hurraraabende Tilfredshed, om en dyb Miskjendelse af, hvad der
var de uafviselige Krav, og hvilken Opgave den norske Nation
havde at gjennemføre, for at dens Selvstændighed skulde blive
mere end et bart Navn. De klagede over, at den gode Smag og
de literære Traditioner gik tilgrunde under Norskhedsmændenes
vilde Færd, og de betragtede som raa Vandalisme enhver Stræben,
der førte os bort fra en Literatur og et aandeligt Liv, i hvilket
Nordmænd har havt en saa fremragende Andel, og som i
Danmark vedblev at skyde frodige Skud. Men hvad det gjaldt og
maatte gjælde, var intet mindre end i visse Maader at begynde
helt fra nyt af; den famlende Raahed og det for Smagen
fordærvelige Brud med den literaturhistoriske Sammenhæng, var
en Overgang, der nødvendigvis maatte gjennemgaaes, saafremt
Kulturlivet i Norge ikke skulde forødes ved en stedse mere
trykkende Afhængighed af Danmark. Ved den politiske
Adskillelse fra dette Land var Nordmændenes nationale Emancipation
traadt ind i et nyt Stadium og stillet under nye indre og ydre
Betingelser, som i den første Tid og under Indflydelsen af en
ensidig æsthetisk Retning let kunde miskjendes og hyppigt ogsaa
blev det; Kjøbenhavn kunde ikke længer være begge Folks fælles
aandelige Centrum; Nordmændene kunde ikke længer paa en
selvstændig Maade deltage i den danske Literatur, og det
aandelige Samliv mellem begge Folk, der er et i flere Henseender
tiltrækkende historisk Billede, kunde ikke fortsættes uden paa
Betingelse af en Underkastelse fra norsk Side, der ligemeget stred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
