Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö592
Historiske og politiske Afliandlinger
kongelige Perrontale i Stockholm, — at, naar Kongen ligeoverfor
den faldne Rigsretsdom erklærer, at han, uanseet denne, vil
vedblive at hævde et absolut Veto i norske Grundlovsspørgsmaal,
saa «handler» han som «Unionskonge», — ifølge de
«Forpligtelser, der paahviler ham som Unionskonge», — «den Opgave, der
ved Grundlov og Rigsakt er tillagt Unionskongen». —
Det kan ikke være den mellem Norge og Sverige for Tiden
bestaaende Union, hvorpaa der her har været tænkt. Vilkaarene
for denne findes i Rigsakten, — allesammen, og Rigsakten kan,
som enhver ved, ikke lovlig forandres eller ophæves uden med
begge de forenede Folks Samtykke. Hverken Rigsakten eller
Grundloven kjender en «Unionskonge», der har noget at bestille
med norske Grundlovsforandringer, eller hvem der paahviler en
saadan Opgave, saadanne Forpligtelser som de, hvortil der
hentydes i det kongelige Protokoldiktamen. De af den norske
Grundlovs Bestemmelser, der ikke vilde kunne forandres eller ophæves
uden at forandre eller ophæve den med Sverige indgaaede
Forening, er optagne i Rigsakten og derved unddragne enhver ensidig
Forføining fra det norske Storthings eller de norske Statsmagters
Side; de øvrige vedkommer ikke Unionen og følgelig ligesaalidt
Unionskongen.
Dette er de for Tiden gjældende statsretlige Forholde. Naar
der altsaa er talt om et Unionskongedømme med saadanne
Opgaver og Forpligtelser som i det kgl. Protokoldiktamen, maa det
være skeet ved en Anticipation af en Udvikling, som man ønsker
at bane Vei for. Unionen, som den er, tilkjender ikke
Kongedømmet noget absolut Veto i norske Grundlovsspørgsmaal og
kræver intet saadant for sin Bestaaen. Den er sikker uden dette,
— sikrest, uden dette. Derimod turde Paastanden om det absolute
Veto’s unionelle Nødvendighed være rigtig nok, naar man ved
«Unionen» tænker, ikke paa den, der bestaar, men paa en, der
skal blive, — en saadan som den, der blev bragt paa Bane ved den
anckarsvärd’ske Motion af 1859, og for hvilken vore Bureaukrater
i 60-Aarene saa aabenlyst sværmede. Erfaringen har vist, at det
norske Folk ikke godvillig lader sig føre med paa en Union af
denne Art. Her gjælder det altsaa at have Tvangsmidler til sin
Disposition, — t. Eks. et absolut Veto, hvorved det maaske
kunde lykkes at stanse en nødvendig Reform saalænge, at det
norske Folk omsider gav Kjøb og samtykkede i, at Rigsakten blev
revideret og det unionelle Fællesskab udvidet — et lidet Gran, —
til en Begyndelse.
Da Kravet paa en Revision af Rigsakten sidste Gang blev
fremsat, ledsagedes det, som man ved, af en Paastand om, at den
norske Grundlov eller idetringeste flere af dens Bestemmelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
