Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dagbog
593
foruden de, der er optagne i Rigsakten, skulde høre med blandt
Unionsvilkaarene og følgelig ikke kunne forandres uden de
svenske Statsmagters Samtykke. Af denne Paastand fremgik de
berømmelige 71 Paragrafer, som skulde tjene til at befæste
Broderforholdet mellem de to forenede Folk, og fra den hentede de 71
Paragrafers Tilhængere inden den morgenbladiske Leir sine bedste
Vaaben, idet de, med en Falstaffs hele ophøiede Ringeagt for
Ærens og Velanstændighedens Krav, argumenterede saaledes:
Eftersom Svenskerne ikke vil tilstaa os Raadighed over hele vor
Grundlov, bør vi se at affinde os med dem ved en ny
venskabelig Grænseregulering mellem det fælles og det særlig norske
Omraade; vi bør afstaa en Del af vor Selvstændighed, for saameget
tryggere at bevare Resten.
Den samme Paastand er nu fremsat paa njt; thi naar det
heder, at Unionen kræver et absolut Veto i norske
Grundlovs-spørgsmaal, hvad andet betyder saa det, end at Unionen skal have
Herredømme over Norge, og hvad andet betyder saa det igjen,
end at Sverige skal have Herredømme over Norge? Det kunde
altsaa synes, som om vi var komne tilbage til det samme Punkt,
hvorfra paa en Maade hele den Bevægelse kan siges at være
udgaaet, der i sine sidste Konsekvenser har ført til en fældende
Rigsretsdom over det norske Statsraad. Og det kunde ligge nær
at tro, at Paastanden om, at den norske Grundlov hører med til
Unionsvilkaarene, denne Gang som sidst, vil blive Signalet til en
Strid mellem de to forenede Folk og til Fornyelse af Kravet paa
sterkere unionelle Garantier, flere Paragrafer til Sikring af
Venskabet mellem Nordmænd og Svensker. Men Historien gjentager
sig aldrig helt. Det gamle kommer stundom igjen, men det har
altid noget nyt i Følge med sig, eller det finder nye Forholde
for sig og virker paa en anden Maade. Saaledes ogsaa i dette
Tilfælde. Adskilligt af, hvad man har faaet høre og læse i disse
Tider, gjenkalder uvilkaarligt i Erindringen Aarene 1859 og 60.
Men den ydre Overensstemmelse vil alene tjene til at fremhæve
den indre og væsentlige Modsætning mellem da og nu, som maa
være en Følge af, at hvad der har skeet i Mellemtiden, ikke har
skeet forgjæves, og at hverken det norske Folk eller det svenske
i disse tyve Aar er bleven staaende paa det samme Standpunkt.
Gamle Ufredsfrø er blevne hentede frem paa nyt; men det vil
vise sig, at de ikke længer har den gamle Spirekraft. Det vil
vise sig, og det har allerede vist sig, at Forholdene er blevne
saavidt forandrede, at vi ikke behøver at frygte en Gjentagelse af,
hvad der skete i 1859 og 1860, og at Kravet paa en Revision af
Unionsvilkaarene, om det nu skulde reises paanyt, vil blive endnu
mere virkningsløst, end det blev dengang.
38 —Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
