Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö594
Historiske og politiske Afliandlinger
Det er allerede en væsentlig Forskjel, at Paastanden om, at
Unionen skulde have noget med den norske Grundlov at skaffe,
dennegang er fremkommet paa en anden Maade og fra et andet
Hold end forrige Gang. I 1860 blev den fremsat og vedtaget
inden den svenske Repræsentation og havde saaledes fra første
Færd en fuldkommen officiel Karakter, stillede fra første Færd
det ene Folk mod det andet. Nu er den kommen frem i det
kgl. Protokoldiktamen, — et Aktstykke, som man vistnok vil være
tilbøielig til at lægge Vegt paa af Hensyn til Forfatterens høie
Stilling, men som ikke destomindre alene kan gjælde for en
privat Meningsudtalelse, — og dernæst i Statsminister Thyselius’s
Brev, som Forfatteren selv frakjender enhver officiel Karakter,
idet han udtrykkelig vedgaar, at han og hans Kolleger i deres
Egenskab af Kongens svenske Raadgivere aldeles ingen Adkomst
har til at udtale sig vedkommende Nødvendigheden af det
absolute Veto i norske Grundlovsspørgsmaal.
Rigtignok er man ved Siden heraf blevet Vidne til en anden
Forskjel, som det er mindre hyggeligt at dvæle ved. Da
Paastanden om, at svenske Statsmagter skulde have noget at sige
over Norges Grundlov, blev fremsat i 1860, mødtes den med en
enstemmig Protest af den norske Presse og det norske Folk.
Nu er den samme Paastand bleven hilset af vort Høirepartis
Organer med en ganske ufordulgt Tilfredshed, som en velkommen
Undsætning, et glædeligt Varsel om, at det maaske skulde kunne
lykkes ved svensk Intervention at faa rettet lidt paa Affærerne
herhjemme. Dette vidner om, at Regjeringspartiet hos os har
skudt en ganske respektabel Fart siden Statholderkrigens Dage
og er blevet helt anderledes fordomsfrit nu, end det var dengang,
da Alverden endnu troede sig bundet ved Hensynet til
Fædrelandets Ære og Selvstændighed og syntes enig om, at ethvert
Forsøg paa svensk Indblanding i norske Forfatningsanliggender
ubetinget maatte afvises. Men denne «Udvikling» er dog intet
andet end Bagevjens Bevægelse, der ifølge en uafvendelig
Naturlov maa løbe saameget stridere, jo stridere selve Hovedstrømmen
er. Ogsaa paa den anden Side har man nemlig udviklet sig, og
derpaa er det, at det kommer an, eftersom denne anden Side
allerede længe har været den «større Halvdel» og stadig mere og
mere har nærmet sig til at omfatte det hele Folk, d. v. s. alle
dets livskraftige og fremadskridende Elementer.
Skjønt Kravet paa en Revision af Unionsvilkaarene, hvorved
Unionens, d. v. s. Sveriges Herredømme over Norge skulde sikres,
i 1860 blev mødt med en enstemmig Afvisning fra norsk Side,
skulde det dog lykkes at føre denne Sag et godt Stykke længere
frem, end som var stemmende med Norges Ære og Værdighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
