Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unions historiske Retsgrund
611
langt tilbage i Oplysning. Det var med dette Princip som Løsen,
at Revolutionen seirrigt tilbageviste de fremmede Magters
Intervention, og det var det samme Løsen, der tjente som
Samlings-tegn under den sidste afgjørende Kamp mod det af Revolutionen
fremgaaende militære Diktatur, der fornegtede dens Princip og
brød Folkene under sig uden Hensyn til Nationalforskjel. Det
var ikke Race mod Race, — Germaner mod Romaner, — men de
for sin Selvstændighed kjæmpende Nationaliteter, uden Hensyn
til Race, — Spaniere og Portugisere ligemeget som Tyskere, —
der forenede sig mod et dem alle truende Universalherredømme.
Det er det, som giver Verdenskampen mod Napoleon dens
væsentlige historiske Betydning.
Vi ved, at de mod Napoleon koaliserede Fyrster, efter at have
paakaldt Nationalitetsprincippet og brugt det i sin Interesse, gjorde
sit bedste for at faa det skaffet ud af Verden igjen. Men vi ved
ogsaa, at det ikke lykkedes, trods alle hellige Alliancer og alle
Reaktioner. Vi ved, at Nationalitetsprincippet mere og mere har
paanødt sig Statsmænd og Kabinetter, saa de hylder det eller
ialfald maa give sig Mine af at hylde det. Og derover har man
al mulig Grund til at glæde sig i Humanitetens og Civilisationens
Navn. Nationalitetsprincippet lægger, i Modsætning til det
monarkiske Princip, Vegten paa de indre, aandelige Baand mellem
Menneskene som Grundlag for deres Forening i politiske Samfund
og kræver dem betragtet som tænkende, følende Væsener, ikke
bare som en Kvægbesætning. Det har vel fremkaldt og vil
fremkalde Krige og diplomatiske Forviklinger, saalænge nemlig til det
er bleven gjennemført paa en nogenledes tilfredsstillende Maade,
— og dermed har det vistnok endnu lange Udsigter; men det
peger dog altid frem til en Tingenes Orden, da Staterne ikke
stiller andre Krav til hinanden end saadanne, som de maa være
villige til uden Tvang at imødekomme i Kulturens eller
Samfærdselens Interesse, — medens ifølge det monarkiske Princip
Staterne maa leve paa en stadig, — hemmelig eller aabenbar, —
Feltfod, eftersom dette Princip medfører hos de Styrende en aldrig
mættet Attraa efter Naboens Eiendom; den mest passende
Sysselsættelse for en Monark er jo, ifølge et Udsagn af Ludvig XIV,
Monarkismens typiske Repræsentant, at arbeide paa Udvidelse af
sit Riges Grænser. Raceprincippet, der opstiller, ikke
Nationaliteten eller Folkeenheden, men det nærmere eller fjernere
Slegt-skab mellem Folkene som Basis for sine politiske Kombinationer,
gjør vel forsaavidt ogsaa gjældende en aandig Sammenhæng, men
en langt mindre dyb, langt mindre kulturhistorisk virksom og
indgribende end den, for hvilken Nationalitetsprincippet giver
Udtryk. At Raceprincippet i Virkeligheden hører hjemme paa et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
