Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö612
Historiske og politiske Afliandlinger
lavere Udviklingsstadium, fremgaar allerede deraf, at det øver
mest Indflydelse og spiller den største Rolle hos de europæiske
Folk, der staar længst tilbage i Kultur; Panslavismen er i vore
Dage en helt anderledes levende Magt end Pangermanismen eller
Panromanismen. Nationaliteterne er Resultater af og Organer
for den fremadskridende historiske Udvikling; Racerne er vel
ogsaa Resultater af en Udvikling, men en forhistorisk, en
forlængst afsluttet. Racemodsætningen er derfor paa én Gang mindre
dyb og mere ubevægelig end den nationale, og de Kampe eller
Brydninger, hvori Racen indgaar som et afgjørende eller
bestemmende Moment, maa som Følge deraf ogsaa faa et uhyggeligt
Præg af Vildhed og Uforsonlighed fremfor dem, hvori alene
nationale Differenser gjør sig gjældende.
Det staar da fast, at det var et ubetinget, et stort Fremskridt,
— maaske det største, der skyldes den franske Revolution, — at
den indførte Nationalitetsprincippet paa en varig Maade i den
europæiske Folkeret. Maaske er der intet, der har stillet den
efterrevolutionære Tidsalder i en saa skarp Modsætning til ancien
régime som den Indflydelse, dette Princip har øvet til at give den
internationale Politiks Maal og Midler en høiere, mere moralsk
Karakter. Og i denne Sammenhæng fremstiller sig nu
Nordmændenes Reisning i 1814 for at hævde sin nationale og politiske
Selvstændighed som fuldt beføiet, fuldt legitim i historisk saavelsom
folkeretlig Henseende, — som en Kamp og Seir ikke bare for
Norge, men for Menneskehedens gode Sag i det hele, — som en
Bevægelse helt i Flugt med den fremadskridende historiske
Udviklings rette Hovedstrøm. —
Ikke mindre klart viser det sig, hvor Kielertraktaten, de
Forhandlinger, der gik forud for den, de Forsøg, der gjordes paa at
gjennemføre den, og Unionen selv, der blev det endelige Udbytte
af disse, hører hen, og hvilken Dom der maa blive at fælde
derover fra historisk Synspunkt. Den respektableste eller rettere
eneste respektable af de herved virksomme Faktorer var Tanken
paa Nordmænds og Svenskers nære Overensstemmelse i Sprog,
Seder o. s. v., der kunde fremkalde en Forestilling om, at de
udgjorde en virkelig Folkeenhed. Men for det første var dette en
falsk Forestilling, en Miskjendelse af Nationalitetens Væsen, og,
hvad der gjorde sig gjældende deri, ikke det moderne
Nationalprincip, men det halvbarbariske Raceprincip. Og dernæst spillede
denne Tanke altid en yderst underordnetiRolle i de svenske
Unionsplaner og havde aldeles ingen Indflydelse paa de Statsmænd,
i hvis Lod det faldt at bringe disse Planer til Udførelse. —
Karl Johan saa bare paa Landkartet; det var nok til at
overbevise ham om, at «Naturen», som han udtrykte sig, «havde be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
