Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unions historiske Retsgrund
617
denne forunderligt mistrøstige Mening om Sveriges Mangel paa
Evne til at bestaa for sig, — være sig selv nok. Fremfor nogen
anden hævdede han, at Norge burde vindes ad den frivillige
Overenskomsts Vei, ikke ved Vaabenmagt, og han stod derfor
ogsaa i en skarpt udtalt Opposition til Karl Johans Politik 1812
—1814. Men Maalet var for ham det samme som for de andre:
Nordmændene skulde smelte sammen med Svenskerne til ét Folk,
Norge skulde blive en Del af den svenske Ståt. Og hvad Karl
Johan selv angaar, da er det jo noksom bekjendt, at, naar han i
1814 tilstod Nordmændene saa gunstige Vilkaar, saa var det
ingenlunde med hans gode Vilje eller ifølge nogen Overbevisning
om, at Norges Forening med Sverige burde grundes paa
Princippet om begge Folks Selvstændighed og Jævnbyrdighed. Han
gav, hvad han mente Omstændighederne nødte ham til at give,
idet han reserverede sig at tage det tilbage igjen, eftersom der
frembød sig Leilighed dertil. «Udentvivl,» skrev han til de
svenske Kommissærer ved det overordentlige Storthing i 1814, «vil
vore Efterkommere faa adskilligt at bestille med at gjennemføre
den endelige Sammensmeltning af de to Nationer; men det kan
være politisk klogt at overlade noget af Arbeidet til dem, saa
deres Patriotisme bliver ledet i en lignende Retning som
Engelskmændenes ligeoverfor Skotland»" {diriger ainsi leur patriotisme et
leurs efforts å l’exemple des Anglais ä l’égard de l’Éeosse).
Foreningen mellem Norge og Sverige, saadan som den ordnedes i
1814, fremstillede sig for ham som det første Skridt ind paa en
Vei, der skulde føre til det mindre Folks Indlemmelse i det
større.
Og saaledes fremstillede den sig for det svenske Folk i det
hele. Man blev skuffet ved at høre om den selvstændige Stilling,
som var indrømmet Norge; men det skulde jo bare være en
Overgang; den «virkelige» Forening vilde nok komme;
Nordmændene vilde nok snart selv indse o. s. v. Imidlertid gik Aarene
hen; Foreningen mellem Rigerne forandredes ikke i Retning af
større «Virkelighed»; de store Haab, der havde været knyttede til
den fra svensk Side, opfyldtes ikke, og, — som rimeligt er, —
den lange forgiæves Venting, de gjentagne Skuffelser skabte en
ærgerlig, uvillig Stemning, og Uviljen gik ud over Nordmændene
som i en vidtudbredt svensk Folkemening kom til at staa som
et Slags Løftebrydere, skjønt de i Virkeligheden ikke havde lovet
andet, end hvad de ærlig og redelig havde holdt. Herom fik man
i Aarene 1859 og 1860 Vidnesbyrd, der intet lod tilbage at ønske
i Hensyn paa Tydelighed. Den Storm af Uvilje mod Norge, der
i disse Aar gik gjennem den svenske Presse og den svenske
Rigsdag, gjorde i Norge et Indtryk, som naar man vækkes af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
