Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö622
Historiske og politiske Afliandlinger
ved at gjennemføre det opnaar vi at give Unionen en skarp og klar
Grænse, hvilket igjen vil virke til at fjerne eller holde nede
Kravene paa en Udvikling eller Udvidelse af det unionelle
Fællesskab, som man fra norsk Side aldrig kan ville imødekomme, og
som derfor alene kan blive en Kilde til gjensidig Bitterhed. Det
vil saaledes vise sig, at den Udskiftning, for hvilken de saakaldte
Unionsvenner har slig Skræk, i Virkeligheden er en nyttig
Operation, — maaske nødvendig for at forlænge Unionens Liv endnu
en Tid, idetringeste nødvendig for at hindre, at den bliver
Gjenstand for en almindelig, vidt udbredt og fuldt bevidst Uvilje hos
det norske Folk og dermed tillige taber endog Skinnet af at have
nogen moralsk raison d’étre. —
Det er bekjendt, at man, naar Unionens «Velsignelser» lovprises,
pleier forsigtigvis at holde sig til ganske almindelige svævende
Talemaader. Norge har jo gaaet saa overordentlig fremad, siden
det blev forenet med Sverige, — siger man, — som om denne
Fremgang er noget eksceptionelt for Norge, — som om ikke andre
Lande, der ikke har været velsignede med nogen Union, t. Eks.
Danmark, har gaaet ligesaa raskt fremad i det samme Tidsrum,
tildels meget raskere, — og som om ikke den Frihed og
Selvstændighed, vi opnaaede i 1814, ogsaa skulde have nogen Del i
vor Fremgang, maaske en saa stor Del, at der ingenting
bliver tilovers til Unionen. En mere speciel «Velsignelse» pleier
man dog gjerne driste sig til at nævne, og det er Unionens
Virksomhed til at nærme Folkene til hinanden og gjøre de fordums
Fiender til gode Venner. Vi har seet, hvordan det forholder sig
hermed, og nufortiden staar jo Sagerne slig, at ikke engang det
argeste unionelle Hykleri kan ville falde paa at nægte, at
Forholdet mellem de to Folk er alt andet end kjærligt. Men, siger
man, om det ikke har lykkets Unionen at skabe nogen rigtig god
Forstaaelse mellem Nordmænd og Svensker, saa har den dog
hindret Krig mellem dem og vil hindre det, saalænge den
bestaar, og hvilken Lykke og Tryghed for os ligger ikke heri! Man
taler herved, som om Nordmænd og Svensker før 1814 laa i
stadig Krig med hinanden, og som om det er en Selvfølge, at
naar Unionen opløses, vil de begynde paa en frisk med at slaas.
Denne Tale føres saa ofte og med saamegen Suffisanse, at der
vel maa være dem, som tror derpaa. Men det er da intet andel
end bare pur Uvidenhed. Naar man kjender noget til vor
Historie, vil man ogsaa vide, at der fra 1720, da den store nordiske
Krig sluttede, til 1808, — altsaa i næsten hundrede Aar, et længere
Tidsrum end det, hvori Unionen har bestaaet, - raadede god
Fred mellem Norge og Sverige, paa nær de Par Maaneder 1788,
i hvilke den næsten helt ublodige saakaldte «Tyttebærkrigen»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
