Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö624
Historiske og politiske Afliandlinger
godt, at der blev banet nogenledes jævne Overgange, og hertil
hjalp Unionen. Naar det siges, at Norge har udviklet sig «i Ly»
af Unionen, saa er der ganske vist noget sandt deri, men bare i
en helt anden Mening end den, hvori Ordene sedvanlig tages. I)e
norske Regjeringsmedlemmer og Storthingsmænd, som flk at
repræsentere Landet i de første Tider efter 1814, vilde vist være
blevne høilig forundrede, om de havde kunnet høre, hvad der
nu siges om den «Tryghed», det gav os at være forenet med
Sverige. Det maatte nok have klinget i deres Øren som Ironi. Det
var vist ikke nogen Følelse af Tryghed, Unionen indgjød dem, —
snarere det modsatte, — snarere en meget sterk og stadig Følelse
af de Overgreb og Farer, hvormed den truede den unge Ståt,
hvis Selvstændighed maatte synes saa ubefæstet, og som havde
saa store indre Vanskeligheder at overvinde. Men netop
her-igjennem øvede Unionen en i visse Maader særdeles
heldbringende Indflydelse paa vort Statsliv i de første Tider efter 1814.
Den drev Nordmændene til Samhold i en Tid, da Samhold var
mere nødvendigt end nogensinde, og den stillede særlig de norske
Embedsmænd paa et nogenledes enigt Vagthold om Grundloven
i en Tid, da de fremdeles øvede en alt overveiende Indflydelse i
vort olfentlige Liv, og da det nok, under Reaktionen ovenpaa 1814
Aars enthusiastiske Stemningsrus, kunde have faldt dem ind at
omkalfatre samme Grundlov lidt i bureaukratisk og monarkisk
Aand, saafremt de ikke havde havt en saa levende Følelse af, at
det gjaldt at verge den mod fremmede Overgreb.
Dette er udentvivl den største «Velsignelse», Unionen har bragt
os. Men den tilhører en længst svunden Tid, og, naar man
fremdeles hertillands giver sig af med at «elske» Unionen og mener,
at vi ikke for nogen Pris, — ikke engang om Prisen skulde være
vor Ære og Ret som selvstændigt Folk, — kan undvære den, saa
er det nok helt andre Tjenester, man haaber og venter af den,
— forsaavidt det ikke er den blotte Krysteragtighed eller en rent
tanke- og meningsløs Konservatisme.
Det norske Folks Tro paa sin Evne til at bestaa for sig som
selvstændig Ståt, der ikke kunde være meget tryg i de første Tider
efter 1814, da alt endnu var uprøvet og ufærdigt, voksede,
eftersom Landets Hjælpekilder blev udviklede. Og i samme Grad
ophørte den Frygt, der fra først af sad saamange i Rlodet, at
Foreningen med Sverige skulde blive Begyndelsen til Enden paa den
hele Herlighed med et frit selvstændigt Norge. Den nye
Forfatnings Former fyldtes mere og mere af Livsindhold; Friheden slog
Rod hos Folket, voksede og satte Frugter, og deriblandt ogsaa
saadanne Frugter, der ikke kunde smage alle. De reaktionære
Stemninger og Strømninger, der i Begyndelsen blev holdte tilbage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
