Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö638
Historiske og politiske Afliandlinger
mistænkt Mand, saa han, trods sine Fortjenester af Landet og trods
sin Begavelse og fremragende sociale Position, ikke kom til at
spille nogen ledende Bolle under Begivenhederne i 1814.
For saa gik det jo, som vi alle ved. Wedel og hans
Meningsfæller var i Minoriteten ved ethvert af de skjæbnesvangre Skridt,
som Rigsforsamlingen paa Eidsvold tog. Han stillede sig det Maal,
efter hvad han selv fortalte til den svenske Statsmand Wirsén,
at faa Norges Konstitution lempet efter svensk Mønster, for at
muliggjøre en nærmere Forening mellem Rigerne, men opgav
ethvert Arbeide hermed, da han skjønte, at det vilde være
frugtesløst. Han søgte at holde Adgangen aaben til Underhandlinger
med Sverige; men Rigsforsamlingen spærrede den af. Han
arbeidede for at hindre en Krig; men Krigen kom, og, hvordan
man nu end opfatter eller fremstiller dennes Gang, saameget er
sikkert, at Karl Johan, efterat den havde varet i fjorten Dage,
tilbød Vilkaar, som han bestemt havde vægret sig ved at gaa ind
paa forud. Det overordentlige Storthing, som dernæst blev
sammenkaldt, stillede sig, som bekjendt, aldeles paa
Eidsvoldsfor-samlingens Standpunkt. Ogsaa her var Wedel i Minoriteten ved
alle væsentlige Differenspunkter. Den ledende Rolle tilfaldt
Mænd som Christie og Motzfeldt, der i Rigsforsamlingen paa
Eidsvold havde tilhørt Selvstændighedspartiet eller det antiunionelle
Parti og fremdeles tilhørte samme. Det Program, Storthinget
under disse Mænds Ledelse stillede sig og gjennemførte med megen
Fasthed og aarvaagen Kløgt, var at faa Unionen reduceret til det
mindst mulige. Den Grundbetragtning, som gjorde sig gjældende,
var, at en Forening med Sverige var et Onde, som man helst vilde
helt undgaa, og som man alene akcepterede, fordi man troede,
at en fortsat Krig vilde være endnu værre.
Hvorledes kan man, efter dette, paastaa, at Unionen i sin
nuværende Skikkelse, foruden at være fremgaaet af svensk
Kabinets-og Erobringspolitik (og af norsk Uvilje og Modstand mod samme),
tillige er en Frugt af norske Unionsvenners «Bestræbelser og
Overveielser»?
Vi ved, at ialfald ét Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold
og det overordentlige Storthing i 1814 var virkelig Unionsven, d.
v. s. ansaa en Forening med Sverige som noget i og for sig godt
og eftertragtelsesværdigt, — nemlig Grev Wedel; vi kan antage, at
det samme var Tilfældet med enkelte, — langtfra alle, ikke
engang de fleste, — af dem, der regnedes til hans Gruppe i
Rigsforsamlingen og det overordentlige Storthing. Hvilken Beslutning
eller Handling af de to Forsamlinger kan nu med noget Skin af
Rimelighed føres, — direkte eller indirekte, — tilbage til disse
enkelte Mænds «Unionsvenlighd»? Paa hvilket Punkt, — ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
