Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö662
Historiske og politiske Afliandlinger
paa Dør, og de «vildledte» Nordmænd vilde derefter bringes
tilbage til sin Pligt, som var at underkaste sig, hvad Kielertraktaten
havde bestemt og «Europa» besluttet over dem.
Krigen mellem Norge og Sverige i 1814 gav tilsyneladende
nogen Støtte for denne Opfatning. Den blev fra norsk Side
langtfra ført med den Kraft, som man skulde have ventet, naar et
Folk reiser sig til Forsvar for sin Frihed og nationale
Selvstændighed. Skylden herfor hviler udelukkende paa Kristian Fredrik,
som ved at lade sig vælge til Norges Konge havde paataget sig
en Rolle, han ikke var voksen, og som hverken kunde eller vilde
føre nogen alvorlig Krig. Men for Svenskerne blev den slappe
Krigsførelse fra norsk Side et velkomment Vidnesbyrd om, at alt,
hvad der var bleven deklameret og proklameret om
Nordmændenes Nationalaand, Fædrelandskærlighed, Vilje til at være og
blive et selvstændigt Folk, det var altsammen bare Skryt eller
Talemaader, hvormed et rent personligt Magtbegjær eller dynastisk
Egennytte havde søgt at besmykke sig.
I de fjorten Dage, Krigen varede, vandt den svenske Hær
under Karl Johan nogle Fordele, men ingen afgjørende. Den
havde avanceret, men ikke længere end til den Linje, hvor, ifølge
den norske Forsvarsplan, Norges Forsvar egentlig skulde tage
sin Begyndelse. De norske Soldater havde fægtet godt ved de
Sammenstød, hvor de fik Lov og Leilighed til at fægte; Karl
Johan, som var en erfaren, om end ikke nogen stor Feltherre,
indsaa, at den norske Hær, under en anden og bedre Ledelse,
kunde blive ham en farlig Modstander. Han indsaa, at
Vanskelighederne for hans egen Hær vilde vokse, og det efter en uhyre
Maalestok, eftersom den rykkede længere frem i det fattige,
uvei-somme Land. Han havde uafladelig sin Opmerksomhed henvendt
paa den store europæiske Politik; og det var ham fuldkommen
vel bekjendt, hvor utryg hans egen og følgelig Sveriges Stilling
var inden denne; han vidste, at der raadede en afgjort ugunstig
Stemning mod ham hos de med ham forbundne Stormagter, der
engang, under Trykket af en stor Fare, havde tilsagt ham Norge
som Løn for hans Deltagelse i Kampen mod Napolen, men som
nu helst vilde komme fra sit Løfte; han indsaa altsaa, at det var
i høieste Grad magtpaaliggende for ham at faa Norge forenet
med Sverige snarest muligt og paa hvilkesomhelst Vilkaar; saa
han kunde pege paa Foreningen som en fait accompli, — at han
maatte sikre sig en Del af den udlovede Løn, hvis han ikke vilde
vidsætte sig for at gaa glip af det altsammen.
Man vil, med det Kjendskab, vi nu har til de militære og
politiske Forholde paa den Tid, da Foreningen mellem Norge og
Sverige blev jstandbragt, ikke kunne undres over Karl Johans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
