Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unionsstrid
663
Handlemaade ved denne Leilighed. Man vil ikke kunne finde
noget paafaldende deri, at han efter fjorten Dages Felttog, hvori
han tilsyneladende havde havt den bedste Fremgang, bød Haanden
til Fred og Forlig og ved Moss-Konventionen (14. August 1814)
indgik paa, at den Forfatning, det norske Folk havde givet sig
selv, blev anerkjendt, og at der, i Overensstemmelse med denne
af Folkesuveræniteten fremgaaede Forfatning, blev sammenkaldt
et overordentligt Storthing, med hvilket han skulde forhandle om
Vilkaarene for Rigernes Forening. Man vil ikke kunne finde noget
paafaldende deri, at han i alt væsentligt, om end under mange
vrede Protester, gav efter for dette overordentlige Storthing, naar
det optraadte som et fuldkommen suverænt Nationalkonvent og,
istedetfor at anerkjende Norges Forening med Sverige som et
allerede forud bestaaende retsligt Faktum, slog en tyk Streg over
Kielertraktaten og alt dermed sammenhængende og valgte den
svenske Konge til Norges Konge, efter først at have af egen
Magtfuldkommenhed bestemt de Forandringer i Konstitutionen, som
det fandt nødvendige, saa Rigernes Forening lik fuldstændig
Karakter af en mellem jævnbyrdige, ligeberettigede Parter afsluttet
frivillig Overenskomst. Det havde altsammen sine særdeles gode,
tildels særdeles tvingende Grunde, — det ser vi nu. Men for
Samtiden og særlig for Samtidens Svensker maatte det fremstille sig
som noget nær sagt ubegribeligt, vidunderligt. Man lik i Sverige
ikke vide andet, end at det norske «Oprør» var bleven fuldstændig
slaaet til Jorden ved de tjorten Dages Felttog; Nordmændene var
blevne henviste til, hvad Seirherren af sin Naade vilde bevilge
dem. Man kunde altsaa føie sig tryg paa at faa Prisen, hvorom
der var bleven kjæmpet. Man havde talt om, at Norge var bleven
«erobret» en Gang før, nemlig ved Karl Johans Indmarsch i
Holsten, der fremtvang Kielertraktaten; man maatte imidlertid
erkjende, at det var en temmelig fri Brug af Ordet at kalde et Land
erobret, som endnu ikke var betraadt af en eneste fremmed
Soldat, og hvoraf endnu ikke en Fodsbred Jord var militært
okkuperet. Men nu var Norge for anden Gang erobret, og denne Gang,
overensstemmende med Reglerne, i Landet selv. Nu havde man
altsaa baade Traktaternes og Erobringens Ret over Landet, og
nu skulde det synes, som om der ikke kunde være noget mere
iveien for at tage det i Besiddelse. Og saa blev der alligevel heller
ikke denne Gang noget af med den saameget attraaede
Grænseudvidelse mod Vest, der skulde give Erstatning for Finland. Norge
blev ikke blot ikke svensk Provins, det blev ikke engang svensk
Lydland; Sverige erhvervede ingen Ret over det. Man maatte
føie dette som en Skuffelse, en ubehagelig Overraskelse.
Det varede nu en god Tid, inden Vilkaarene for den mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
