Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö666
Historiske og politiske Afliandlinger
alene kunde tjene til at vække Uvilje, og hvoraf det fælles
Kongedømme ikke kunde have nogensomhelst Fordel. Kongen havde
da ogsaa paa Forhaand lovet at sanktionere Storthingets
Beslutning, som i Henhold hertil blev fattet med næsten alle Stemmer.
Men saa reiste der sig en voldsom Storm inden den svenske
Presse og den svenske Rigsdag. Det blev paastaaet, at Storthinget
ved sin Beslutning havde gjort sig skyldig i et Kontraktbrud, at
den ved Grundloven aabnede Adgang til at indsætte en Svensk
som Formand i den norske Regjering var et Unionsvilkaar, ja,
at hele den norske Grundlov rettest maatte opfattes som et
Unionsdokument, — en Kontrakt mellem Rigerne, hvori ingen
Forandring kunde ske uden svenske Statsmagters Samtykke, og
det foresloges i Overensstemmelse hermed, at man skulde begjære
af Kongen, at han vilde forelægge Spørgsmaalet om
Statholderpostens Ophævelse for den svenske Rigsdag eller for det svenske
Statsraad. Samtidig fremsattes et andet Forslag, der krævede en
almindelig Revision af Unionsvilkaarene, med Kielertraktaten som
Udgangspunkt og med det uden Omsvøb udtalte Formaal, at
Norge skulde blive, hvad det ved Kielertraktaten var bestemt til
at blive: et Biland, et Tillæg til Sveriges Magt, «en Erstatning
for Finland og for Pommern». Begge Forslag vandt Bifald hos
Rigsdagen, som vedtog efter stormende Forhandlinger og med
overvældende Majoritet en Indstilling, der gik ud paa, at
Spørgsmaalet om Statholderpostens Ophævelse maatte afgjøres, ikke i
norsk, men i svensk-norsk Statsraad, og at der maatte sættes i
Gang en Revision af Unionsvilkaarene, ikke paa Basis af det
Princip, der er udtalt i «Rigsakten», — den af det norske
Stor-thing og den svenske Rigsdag i 1815 vedtagne Fundamentallov,
der indeholder Unionens samtlige kontraktmæssige Vilkaar, —
nemlig Princippet om begge Rigers Ligeberettigelse og hvert Riges
Eneraadighed i sine indre Anliggender, men paa Basis af de
aabent fremsatte Paastande om Sveriges Overhøihed over Norge
og den norske Grundlovs Karakter af en Kontrakt, der ikke skulde
kunne forandres uden med de svenske Statsmagters Samtykke.
Den svenske Begjering sluttede sig til Bigsdagen og optog dens
Indstilling som sin. Paa den anden Side krævede den norske
Begjering, at Storthingets Beslutning vedkommende
Statholderpostens Ophævelse maatte afgjøres uden nogen Indblanding af
svenske Statsmagter, og indstillede paa, at Beslutningen maatte
blive sanktioneret i norsk Statsraad. Og Storthinget nedlagde en
Protest mod den svenske Rigsdags og den svenske Regjerings
Optræden i en den 23. April 1860 enstemmig vedtaget Adresse,
som klart og fyndigt paaviste det uholdbare og med Unionens
Grundprincip — begge de forenede Rigers Ligeberettigelse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
