Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unionsstrid
667
Selvstændighed — absolut stridende i Paastanden om, at den
norske Grundlov enten delvis eller i det hele skulde være en
unionel Kontrakt, og som sluttede med at udtale, at «ingen norsk
Mand, der agter sit Fædrelands Rettigheder og sin egen Ære, vil
deltage i nogen Revision af Unionsvilkaarene paa anden Basis
end den i Rigsakten givne, nemlig Rigernes Ligeberettigelse og
ethvert Riges Eneraadighed i alle Anliggender, der ikke er
betegnede som unionelle».
Saaledes havde den norske Regjering og den svenske Regjering,
den norske Repræsentation og den svenske Repræsentation stillet
sig ligeoverfor hinanden med Krav og Paastande, som stod i den
skarpeste indbyrdes Strid. Det skulde nu være Kongens —
«Unionskongens» — Sag at være Opmand; det tilfaldt nu ham,
som efter Theorien skulde indtage et af begge uafhængigt, over
begge opløftet Standpunkt, at mægle mellem dem og at hævde
det mindre Folks Ret ligeoverfor det størres Forsøg paa at bruge
sin Overmagt til at bryde igjennem de besvorne Unionsvilkaar
og omdanne dem efter sit eget Behag. Det viste sig, at han var
aldeles ude af Stand til at spille den Bolle, som Theorien tildelte
ham, — at han ikke formaaede at stille sig mod Opinionen i det
større Land, som han ved Fødsel og Opdragelse tilhørte. Han
havde paa Forhaand og uden Forbehold erkjendt de norske
Statsmagters Eneraadighed over den norske Grundlov og givet
sit bestemte Løfte om at ville sanktionere Storthingets Beslutning
vedkommende Statholderpostens Ophævelse. Men under Trykket
af den svenske Rigsdag og det svenske Statsraad drives han
Stykke for Stykke fra denne Position, som det var en Pligt og en
Æressag for ham at fastholde. Han nægtede Sanktion af
Stor-thingsbeslutningen. Vistnok skete dette i norsk Statsraad;
forsaavidt syntes det Synspunkt, der stemte overens med Retten og
med hans egen Opfatning, at være bleven opretholdt. Men kort
Tid efter lod han sig i svensk Statsraad aftvinge et
Protokol-diktamen, hvorved han erklærede, at det var af Hensyn til den
svenske Rigsdag og det svenske Statsraads Optræden, han
havde nægtet Sanktion af Storthingets Beslutning, hvorved han,
med andre Ord, — istedetfor at tilbagevise, overensstemmende
med sin Pligt, de svenske Myndigheders Indblanding i et rent
norsk Anliggende, erkjendte Berettigelsen af denne Indblanding.
Ogsaa i det andet af de to mellem Norge og Sverige opkomne
store Stridsspørgsmaal, Spørgsmaalet om en almindelig Bevision
af Unionsvilkaarene, gik det paa samme Maade, nemlig saaledes,
at Kongen, istedetfor at være Mægler mellem Folkene og
Haand-hæver af den unionelle Ret, blev et blot Redskab for det større
Folks Vilje og Opinion. Det norske Statsraad sluttede sig til,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
