Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unionsstrid
669
blev det nedvoteret med en aldeles knusende Majoritet (92 mod
17 Stemmer).
Hermed blev den af den svenske Rigsdag i 1860 krævede
Unionsrevision for det første stillet i Bero. Men det blev sagt,
og der behøvedes ikke meget Skarpsyn for at forudse, at det
ogsaa vilde ske, naar Ledigheden bød sig dertil, — at der
forestod nye Kampe, kanske værre og farligere end den, der nu
var udkjæmpet.
Det havde vist sig, at den store Flerhed af det norske Folk
holdt fast ved det Standpunkt, hvorpaa det havde staaet i 1814
og senere, og at det ikke vilde indlade sig paa nogen Udvidelse
af Unionen udover den Ramme, der var givet ved dens
Tilblivelseshistorie og ved begge Folks velforstaaede Interesse, nemlig
fælles Konge og Fællesskab i Hensyn paa Krig og Fred. Men
man havde tidligere gjort en Række andre Erfaringer. Man havde
seet, hvor lidet Norge kunde regne paa nogen Støtte hos den
«fælles Konge», naar det gjaldt for det at hævde sin retmæssige
Stilling inden Unionen og ligeoverfor Sverige. Man havde seet,
hvorledes det norske Statsraad, saalænge dets Sammensætning
ikke blot efter Grundlovens Bogstav, men efter den indtil da
gjældende konstitutionelle Praksis helt og holdent beroede paa
Kongens Forgodtbefindende, kunde bringes til at svigte sin nationale
Opgave og omgjøres til et Redskab for svenske
Amalgamations-og Overhøihedslyster. Man havde været Vidne til, at et Forslag
til Omdannelse af Unionsvilkaarene, der ligefrem sigtede paa
Helstaten og udtrykkelig slog fast Sveriges principale og ledende
Stilling inden Unionen, alligevel havde fundet Tilslutning ogsaa
hos norske Politikere. Dette var noget nyt og maatte opfattes
som et i høi Grad urovækkende Tidens Tegn. Indtil da havde
det norske Folk, trods al Meningsforskjel iøvrigt, staaet enigt og
fast sammen om disse to Hovedpunkter i Hensyn paa den
unionelle Politik: fuld Ligeberettigelse inden det bestaaende unionelle
Fællesskab og ingen Udvidelse af Fællesskabet. Nu var der altsaa
en Kreds, — vel ikke talrig, men indflydelsesrig gjennem sine
Stillinger i Samfundet, — som havde brudt med begge disse
Grundsætninger. Det var en begyndende Reaktion, — en
Embedsmands-og Pengemandsklik, som af Frygt for en fortsat demokratisk
Udvikling af det norske Statsliv slog ind paa den uheldsvangre
Vei: at drive Emigrantpolitik, og som troede at finde en
paalidelig Garanti for sin Magtstilling i Unionen, hvis Udvidelse derfor
var den velkommen, enten saa Udvidelsen skete ad den ene eller
den anden Vei, Ligeberettigelsens eller den svenske Overhøiheds.
Ligeoverfor den heri truende Fare og under Indflydelse af
disse Erfaringer samlede den overveiende Flerhed af det norske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
