Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö672
Historiske og politiske Afliandlinger
eget Udenrigsstyre og egen Repræsentation lige overfor fremmede
Stater, men lod det ske, at Sveriges Udenrigsminister faktisk
tillige blev Norges, og at svenske Gesandter og Konsuler kom til
at repræsentere begge Riger. Hvad Grunden har været til denne
paafaldende Forsømmelse fra norsk Side, — om man har ladet
sig lede af den da endnu almindelig raadende Opfatning,
hvorefter Udenrigsstyrelsen var noget, der særskilt vedkom
Kongedømmet, som jo formelt i lige Grad tilhørte begge Riger, saa det
syntes mindre nødvendigt at hævde Lighedsprincippet paa dette
Omraade ved nogen særskilt Regel, eller om man har havt for Øie
Vanskeligheden ved at ordne disse Forholde paa en med
Lighedsprincippet fuldt ud stemmende Maade og ladet Sagen foreløbig
ligge, for ikke at blive nødt til at gaa ind paa noget principielt
Afslag i dette Princip, — kan være uvist. Hvad der er vist, er,
at Norge ikke med en Stavelse har bundet sig til den svenske
Ledelse af Rigernes Udenrigspolitik: Rigsakten indeholder intet
derom, og i den af det overordentlige Storthing i 1814 reviderede
norske Grundlov lindes Bestemmelser, som endog er afgjort
stridende med en Ordning, hvorefter Norge repræsenteres
ligeoverfor Udlandet af svensk Udenrigsminister, svenske Gesandter og
Konsuler. Hvad der er vist, er, at man fra norsk Side stadig har
hævdet, at ingen Afvigelse fra Jævnbyrdighedsprineippet maatte
opfattes anderledes end som en blot faktisk, ikke en principiel
Indrømmelse eller anderledes end som noget blot midlertidigt,
der burde rettes snarest muligt overensstemmende med Unionens
Hovedgrundsætning.
Det varede da heller ikke længe, før Nordmændene optog
Arbeidet med at gjennemføre sin Ret som suverænt Folk ogsaa
paa Udenrigsstyrelsens og den udenrigske Repræsentations
Omraade. Sagen blev allerede i de første Tider efter Foreningens
Istandbringelse oftere bragt paa Bane inden Storthinget, og baade
Storthinget og den norske Begjering henvendte sig Gang paa
Gang til Rigernes fælles Konge med Krav paa en med Norges
Interesser og med Lighedsprincippet bedre stemmende Ordning
af disse Forholde. Det eneste, som opnaaedes herved, var
imidlertid, at en kongelig Resolution af 13de April 1835 aabnede
Adgang for den norske Statsminister i Stockholm til at være
tilstede i det svenske «ministerielle Statsraad», og at det efterhaanden
blev Skik og Brug, at ogsaa Nordmænd opnaaede Ansættelser i
Diplomat- og Konsulatetaten, hvilket naturligvis ikke medførte,
at disse Etater blev noget for begge Riger fælles eller ophørte at
være Grene af det svenske Embedsverk, eftersom de jo vedblev
at staa under den svenske Udenrigsministers øverste Styrelse.
Et Udkast til en ny Unionsakt, der var udarbeidet af en i 1839
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
