Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unionsstrid
673
ifølge norsk Initiativ nedsat norsk-svensk Kommitté, foreslog, at
i Spidsen for Rigernes Udenrigspolitik skulde stilles en
Fælles-minister, norsk eller svensk Mand og ansvarlig baade for den
norske og for den svenske Nationalrepræsentation. Dette Udkast
blev henlagt af den svenske Regjering, uden Tvivl fordi det
an-saaes som altfor gunstigt for Norge. Det bragte i Forslag meget
væsentlige Udvidelser af det kontraktmæssige Fællesskab mellem
Rigerne, men gjennemførte paa samme Tid med stor Konsekvens
Princippet om deres Ligeberettigelse, og det var ikke i den Aand
eller paa den Basis, at man inden de raadende Kredse i Sverige
ønskede Unionen udvidet og «forbedret». Det i 1866 fremlagte
Udkast til en ny Unionsakt, der var blevet udarbeidet ifølge den
svenske Rigsdags Initiativ, havde en Paragraf, der lød saaledes:
«Sveriges Udenrigsminister vedbliver som hidtil at være Chef for
Udenrigsdepartementet samt at paase og varetage begge de
forenede Rigers udenrigske Anliggender. I hans Forfald besørges
hans Embede af det Medlem af det svenske Statsraad, hvem
Kongen dertil forordner.» Hvis dette Udkast var bleven ophøiet til
Lov, vilde altsaa Norge være blevet kontraktmæssig bundet til
den svenske Overledelse af Rigernes udenrigske Politik og
Repræsentation. Men det var saalangt fra, at man var villig til at gaa
ind paa noget saadant fra norsk Side, at netop denne Paragraf
blev fremhævet som en Hovedanstødssten, paa hvilken Udkastet
maatte strande, og paa hvilken det ogsaa strandede, og det med
al Glans. Det blev sagt af Majoritetens Ordfører, at alene dette
Punkt maatte være tilstrækkeligt til at bevirke Forkastelse af det
hele Arbeide: «vistnok havde det hidtil faktisk været saa, at
Norges udenrigske Anliggender havde været styrede af den svenske
Udenrigsminister; men bag det faktiske laa Retten for Norge til
at tage disse Sager i sin egen Haand, naar det vilde, uden at der
kunde reises den aller ringeste Indvending derimod fra svensk
Side». Og dermed havde det sit Forblivende.
Sagen stod altsaa saaledes ved det Tidspunkt, da den sidste
store norske Forfatningskamp brød løs for Alvor, at det vel ikke
havde lykkets Nordmændene at gjennemføre den Norge som
suveræn Ståt tilkommende Ret paa Udenrigsstyrelsens Omraade,
men at det paa den anden Side heller ikke havde ladet sig
bevæge til nogensomhelst Opgivelse, nogetsomhelst principielt
Afslag i Hensyn paa denne Ret. Under Forfatningskampen blev
det norske Publikums Tanke og Opmerksomhed henvendt paa
andre Formaal. Unionsforholdet laa, som nævnt, bagved
Kampen; men i sig selv dreiede den sig jo om andre Spørgsmaal; i
sig selv var den jo et Opgjør mellem norske Statsmagter, norske
Partier, ikke et Opgjør mellem Norge og Sverige. Man tabte alt-
43 — Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
