Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kong Sverre (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Portrætter og Essays
om han har været helt opløftet over de i Samtiden raadende
Fordomme og Lidenskaber. Han udviste et Maadehold i Mad og
Drikke, som var et Særsyn i de Tider. Han viste en Humanitet
og Forsonlighed ligeoverfor sine Fiender, som var et endnu større
Særsyn. Han spottede over den Art af Religiøsitet, som var den
i Samtiden mest omspurgte og høiest vurderede (nendig den
udvortes, den, som viste sig i, at man skulde «slikke hver Kirke,
man gik forbi»). Han udtalte sin Ringeagt for det
Slagsbrorsvæ-sen, hvori Samtiden saa sit krigerske Ideal. Han talte ved flere
Ledigheder paa sin sedvanlige ironiske Maade om sin Mangel paa
Mod, saaledes ved Ordvekslingen mellem ham og Riskop Nikolas
Arnessøn i Saltøsund, da han svarede paa Riskoppens Udfordring
til Tvekamp: «Hvis Nikolas og jeg slaas, vilde man sige, at det
var, som naar to Tisper gav sig til at slaas, da ingen af os har
Ord for at besidde Mod.» Han vilde ikke have vaaget en saadan
Spøg med sig selv, hvis han ikke havde været fuldt tryg paa sine
Mænds Respekt, og hvis han ikke havde vidst med sig selv, at
han havde afgivet saa fyldestgjørende Prøver paa sit Mod, at
ingen vilde kunne falde paa at drage det i Tvivl. Men hans Mod
havde en anden Karakter end det i Samtiden sedvanlige; han ståk
i denne som i andre Henseender skarpt af mod sine Omgivelser.
Hans Mod var mere det koldt beregnende moralske end det vildt
fremstormende fysiske.
Over alle Sverres andre Egenskaber lyser frem hans ubøjelige
Viljestyrke. Han begyndte sin Kamp under slige Vilkaar, at der
næsten ikke syntes levnet nogen menneskelig Chance for at seire.
Efter 8 Aars uafladelige Kampe og Anstrengelser lykkedes det ham
endelig at tilføie sin Modstander og Medbeiler, Magnus Erlingsson,
et knusende Nederlag og at fælde ham, og med ham de fleste af
Lendermandsaristokratiets Hovedmænd og Førere. Nu skulde det
synes, som om han endelig havde naaet sit Maal og kunde hvile
ud. Men nei! Den ene Oprørsflok reiste sig mod ham efter den
anden, den sidste, — Raglernes, — værre end nogen.
Sverres Flaade blev ødelagt; Raglerflokkene sværmede om i det hele
Land. Riskop Nikolas kunde pralende sige: «Sverre Prest har
nu ikke mere igjen af Norge end et Nes, og egentlig kunde det
være nok for ham, om han raadede for den Strimmel af Øren
(ved Throndhjems Ry), som ligger udenfor Palissaderne, og selv
hang der paa Galgen.» Samtidig brød det længe forberedte Uveir
fra Pavestolen løs mod ham med Ranstraalen over dette
«Djævelens Lem» og Interdikt over enhver Del af Riget, som blev ham
tro, — og det, trods Afstanden, langtfra uden Virkning. Den
sidste af Landets Riskopper, som holdt fast ved ham, hans fordums
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
