Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jonas Anton Hielm (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Anton Hielin
89
uværdig. Men den skulde have sin Tid. Det skulde først
godtgjøres og overflødig godtgjøres ved en mangeaarig Erfaring, at det
Spørgsmaal, som her foreligger os, er af dem, som ikke løses
ad Omveie eller ved Udparcellering, og af dem, som man i
Længden ikke slipper fra, om man end noksaa gjerne ønsker det, —
1 Fredens og Magelighedens eller Klasseegoismens Navn.
Hielms Forslag blev tilstillet Konstitutionskomitéen, som lod
det ligge Maaned efter Maaned under Paaskud af manglende Tid,
manglende Oplysninger o. s. v., og tilsidst indskrænkende sig til at
indstille paa, at det maatte overlades næstkommende
overordentlige Storthing at tage under Overveielse de med fremmede
Magter afsluttede Traktater, hvortil Forslaget var knyttet, — hvilken
Indstilling enstemmig vedtoges af Storthinget i et af dets sidste
Møder. Man skjøv altsaa fra sig det store Spørgsmaal, der var
reist, — det var «ubeleiligt»; man havde andre og vigtigere Ting
at tænke paa end Landets Selvstændighed.
Hielm vilde ikke lade det bero med denne første Prøve. Han
fremsatte sit Forslag paany i 1833, idet han udtalte sit Haab om,
at man vilde finde Undskyldning herfor i «Gjenstandens
Beskaffenhed», eftersom «det ikke kan iniskjendes, at den angaar et af
de allervigtigste Punkter i vor unionelle Forfatning; et Punkt,
hvori vort Fædrelands Ret til Selvstændighed i Unionen er
allerdybest krænket ved en mod Grundlov og Unionsvilkaarene
stridende Fremgangsmaade, der baade har paaført os mangefold
Skade og maa betragtes som en Hovedaarsag til, at vor Plads i
Europas selvstændige Staters Række langtfra ei er fyldestgjørende
erkjendt.»
Det kunde synes paa Forhaand rimeligt, at Tanken om at
optage Unionsspørgsmaalet fra norsk Synspunkt maatte have langt
bedre Chancer for at vinde Tilslutning paa Storthinget i 1833 end
paa Storthinget i 1830. Dette sidste havde endnu i alt væsentligt
været sammensat paa lignende Maade som de tidligere Storthing,
det vil sige Embedsmændene udgjorde det afgjort dominerende
Element, medens Bønderne var forholdsvis faatallige og uden
fremtrædende Indflydelse. Paa Storthinget i 1833 derimod mødte
Bønderne i et mere end fordoblet Antal, — til største Forfærdelse
for de gode gammeldags Bureaukrater, som deri saa «en
Uvidenhedens Triumf og en Barbariets Forløber.» Storthinget i 1830
talte 43 Embedsmænd, 15 Handelsmænd, 2 Haandværkere, 21
Bønder, — Storthinget 1833: 35 Embedsmænd, 14 Handelsmænd,
2 Haandværkere, 44 Bønder. Og ikke blot optraadte
Bonderepræsentanterne i 1833 langt mere mandsterke; de var ogsaa bedre
samlet end nogensinde forud; de havde sine Programsager, der
var opstillede for dem under den forudgaaende Valgagitation, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
