Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. S. Welhaven (1863)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. S. Welhaven
133
kom der af saakaldt skjøn Literatur i de første Decennier efter
1814 — for det meste Reminiscenser fra en ældre Tid, Drikkeviser
og patriotiske Klubsange — viser intet Spor af den Friskhed, som
man skulde vente maatte gjennemstrømme en politisk gjenfødt
Nation. Og, hvad der var det værste, Publikum følte
ingensomhelst Trang til noget bedre; der herskede tvertimod en borneret
Selvgodhed, som syntes at sperre enhver Udsigt til Fremgang.
Folket havde Grund til at være stolt af sine politiske
Erhvervelser, og dermed lod man sig for det første nøie. Den høistemte
Patriotisme, som havde frelst Landet af saa store Farer,
fremtraadte under Formen af en raa Foragt for alt fremmed. Man
bedøvede sig med patriotisk Ordskvalder og ansaa det for
høifor-rædersk at tvivle om alle Tilstandes størst mulige Fortræffelighed
i det frie Norge. I Kristiania selv raadede endnu i fuldeste Maade
Provinsbyens Smaahedsaand; man beskjæftigede sig ivrigt med
Politik; men ogsaa i Politiken merkedes Savnet af lutrende
Elementer, hvorved den mere og mere blev en Tumleplads for
alskens Rabulisteri og Styverfængeri. Under disse Forhold begyndte
Henrik Wergeland, henimod Aaret 1830, sin poetiske Virksomhed,
og med ham kan ogsaa i en vis Forstand den nyere norske
Nationalliteratur siges at være aabnet. Af de ældre Poeter var der
nogle, som Claus Frimann, Jonas Rein, Zetlitz, hvis literære
Virksomhed, skjønt den strækker sig udover 1814, i Virkeligheden
ganske tilhører Fællesliteraturen; de øvrige var ikke, eller vilde
ikke være, andet end poetiske Dilettanter; de skrev for at
afhjælpe det øjeblikkelige Behov af patriotiske Sange og Klubviser,
men de betragtede den literære Syssel som en Risag og et
Fri-timearbeide. Wergeland derimod tilhørte det nye Norge, og han
var, hvad man nu end vil sige om ham forresten, en virkelig
Digter og intet andet. Han var omtrent af samme Alder som
Welhaven og blev Student i det samme Aar. Han besad en
overordentlig kraftig og livlig Aand; men hans Smag var raa, hans
Idéer uklare og overspændte, og han nærede en Tillid til sit Geni,
som bragte ham til at forsømme sin Udvikling. Efter unge
Menneskers Sedvane forsøgte han sine Kræfter paa de største
Opgaver. Allerede i sine første Studenteraar offentliggjorde han,
foruden et Par Digtsamlinger, et kolossalt poetisk Arbeide, som han
betitlede «Skabelsen, Mennesket og Messias». Disse Verker har
været mere omtalte end læste, og de besidder i Virkeligheden
ingen Egenskaber, der kan skaffe dem Indgang hos nogen Klasse
af Læsere. De er umodne Ungdomsarbeider, i hvilke Mangelen
paa Evne til at beherske Sproget og til at udtrykke sine Tanker
klart er synlig i enhver Linje, og i hvilke de enkelte Glimt af
poetisk Talent møisommeligt maa opsøges i et Kaos af urimelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
