Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. S. Welhaven (1863)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 Portrætter og Essays
Billeder og Ordgyderier, som alene ved deres Uforstaaelighed
kunde komme til at gjælde for dybsindige. Mange af Wergelands
senere Arbeider har paa en uomtvistelig Maade vist, at han
besad en digterisk Begavelse af første Rang. Men blandt hans
første poetiske Frembringelser er der adskillige, som man vil kunne
gjennemlæse uden at faa Indtryk af andet, end en selv i umodne
Ungdomsarbeider sjelden Foragt for sund Sans og godt Sprog.
Det maa synes forunderligt, naar man erindrer, hvor enige
Nordmændene engang havde været i at bekjæmpe det uforstaaelige
Serafsprog og de hastemte Toner hos Ewald og hans Skole, at
Wergelands «Mennesket og Messias» og hans Oder, som i
høit-travende Uforstaaelighed neppe giver noget Ewaldsk synderligt
efter, nu — neppe mere end en Menneskealder senere — hos dem
skulde finde mange Beundrere og for Alvor blive betragtet som
Udgangspunkt for en ny Literatur. Men Tx-aditionerne fra det
Norske Selskabs Tider bevaredes endnu kun af nogle gamle Mænd
i en eller anden Afkrog af Landet, og den patriotiske Svulst
havde gjort Folket mere modtageligt for den poetiske, end det
før havde været. Wergeland saa sig snart omgiven af en Skare
Tilhængere, som beundrede, hvad de ikke forstod, og som med
den Ukyndigheden egne Fanatisme var rede til at bevise «med
Kaarde eller tørre Hug», at Wergeland var den største af alle
Digtere og «Skabelsen, Mennesket og Messias» det største af alle
Mesterverker.
I en Literatur, som endnu var i sin Tilbliven, gjaldt det at
bruge skarpe Vaaben mod enhver saadan udskeiende Retning, og
Welhaven, som med sine Rarndomserindringer fra et Hjem, hvor
Claus Fasting, Nordal Brun, Jonas Rein, Lyder Sagen, havde holdt
den literære Tradition oppe, og ved sin egen Aands- og
Smags-retning stod den ældre norske Digterskole nær, der havde
kjæmpet for den sunde Sans mod forskruede Klopstockianere, maatte
føie sig særligt opfordret til at optræde mod dette nye, i sit
inderste Væsen unationale Rardevæsen. Wergeland og Welhaven
var Artiumskamerater og omgikkes i Begyndelsen som Venner;
men de var af en saa yderst forskjellig Natur, at det ikke kunde
andet end komme til personlige Bivninger mellem dem. Den ene
var ligesaa kritisk og reflekteret, som den anden var umiddelbar
og naiv. Welhaven følte sig frastødt af det patriotiske
Stylte-gjængeri, medens Wergeland lod sig begeistre deraf. Welhaven
afholdt sig fra Deltagelse i Studenternes vilde Drikkelag og stod
paa en Maade alene med sine Fordringer og Savn; han erkjendte
midt under den almindelige Tilfredshed, at Hovedsagen endnu
ikke var opnaaet, at de nationale Bestræbelser endnu ikke havde
nogen grundfæstet aandelig Magt at støtte sig til og derfor nød-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
