Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til Erindring om Welhaven
143
kræver en større Koncentration end Prosaen. Dog har man
ogsaa ved Læsningen af hans Digte jevnlig en Fornemmelse af, at
han har villet gjøre det altfor godt og raffineret formeget. Man
kommer ofte til at tænke: gid han havde gjort sig lidt mindre
Umage! — det vilde have været friskere, mere gribende, om
det havde været lidt mindre regelret, lidt mindre
zirlig-for-nemt.
Nu er det vel sikkert, at denne altfor vidt drevne Omhu for
den ydre Form har havt Sammenhæng med hans oprindelige
Anlæg: han var vistnok en mere æsthetisk-artistisk end
egentlig poetisk Natur, og han tænkte jo ogsaa paa at blive bildende
kunstner, længe før han blev sig sit Digterkald bevidst, — men
det kan paa den anden Side ikke være undergivet Tvivl, at den
Omstændighed, at han ved sin første Optræden kom til at staa
i en saa skarp Modsætning til Wergeland og den af Wergeland
repræsenterede Norskhedsbevægelse, maa have virket i høi Grad
til at fastholde og udpræge hans Aand i en ensidig
formel-æsthe-tisk Retning. Han blev opstillet som Wergelands store Modpave :
det blev et Slags Mission, en Opgave, som Forholdene paalagde
ham, og som det aldrig skulde lykkes ham at frigjøre sig fra, og
man kan vide, at dette maatte blive et i mange Maader haardt
Vilkaar at leve og udvikle sig under. Han var, med al sin
Begavelse, af en langt spinklere og spædere aandig Bygning end
Wergeland, og det blev dog saa, at han stadig skulde tage sit Maal
efter sin Modstanders gigantiske Dimensioner, — række sig
ligesom opefter denne vældige Jøtunskikkelse. Med andre Ord:
hans Stilling i Literaturen tvang ham til at staa paa Tæerne, til
at leve saa at sige over Evne og holde sig unaturlig stiv og stram,
for ikke at overvældes. Han skulde være for sit Parti, hvad
Wergeland var for sit; han skulde være lige stor, lige udpræget
— Forholdene, Omgivelserne krævede det af ham, — men
naturligvis paa en helt anden Maade, i en stik modsat Retning.
Wergeland brugte aldrig Filen; Welhaven skulde slaa ham af
Marken ved at bruge den saameget sterkere. Wergelands
Forfatterskab, — særlig i hans første Periode, — gjorde Indtryk af et
Vildnis, noget kaotisk urskogsagtigt; Welhaven blev herved
drevet ud i den modsatte Yderlighed: — et Slags fransk Havekunst,
med snorlige Gange og tilstudsede, for Regularitetens Skyld
lemlæstede Træer. Wergeland imponerede ved sin Produktions
strømmende Rigdom, sin Fantasis ubændige Flugt; Welhaven
skulde til Vederlag vise sin Styrke i streng Selvkritik,
omhyggeligt Udvalg, i Tankens Tugt, Stilens Elegance og Korrekthed. Det
var, som sagt, en Retning, der paa det nærmeste svarede til hans
medfødte Anlæg og Væsen : han vilde, hvordan saa Milieuet for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
