Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Portrætter og Essays
hans Udvikling havde artet sig, være hlevet mere en Refleksionens
end en Inspirationens Mand, mere den kritisk beregnende
Stilog Verskunstner end den skabende Digter; men saadan som
Forholdene blev lagt tilrette for ham, gav de ham en altfor sterk
Tilskyndelse til at følge den Retning, der stemte bedst overens
med hans Tilbøielighed; det blev til en for hans Produktion
hemmende og skjæmmende Ensidighed; han drev det for ham
naturlige saavidt, at det blev til et Slags Unatur; han lod sig ikke nøie
med at holde sig strengt inden de Grænser, som var ham anviste
ved hans Begavelse, men han indsnævrede disse Grænser
kunstigt, saa han i sit Forfatterskab syntes mindre af Vækst, end han
virkelig var, — mindre spontan, mindre rig og varm.
Man skjønte det bedst, naar man hørte ham tale. Han
virkede kanske mere ved det mundtlige end ved det skriftlige Ord.
Det har ofte været sagt, at man, ved bare at kjende ham af hans
Skrifter, ikke fik det rette Begreb om, hvilken Kar det var, og
ikke kunde forstaa, hvorledes det gik til, at han gjennem lange
Tider hævdede en slig Magtstilling i vort Aandsliv. Man maatte
have hørt ham for at forstaa det. Vinje t. Eks. lægger sig etsteds
de Ord i Munden, idet han fortæller, hvordan det kunde «bære
laust med vit og sprakande samtale» i den Kreds, der pleiede at
samles hos Botten-Hansen (Asbjørnsen, Ibsen, Bjørnson o. s. v.):
«Synd, at ikke Welhaven skal vera med. De ero no i grunnen
berre smaagutar imot lionom, de allesaman. So som han
samtalar, det kan ingen her. Det gneistar som af ei
elektrisermaskine.» Paa et andet Sted fortæller han, at han selv engang sagde
til Welhaven: «Dersom du heldt saa gode festtalur og skreiv so
gode vers, som du talar paa tvo manns haand elder i eit mindre
selskap, so vilde det verda nokot reint makalaust.» «Ja, men alt
er der,» svarade han. «Kann so vera,» sagde eg, «men det maa
daa vera etter Horat’s ord, at ein svarvar fatet solenge til det
berre er atter ein litin kop. Djervskapen og friskleiken, det
maalande og sprakande er liksom døyvt ok bleiknat.» Jeg
mindes, at jeg selv engang har hørt Christian Winther udtale det
samme: — «Havde han blot skrevet halvt saa godt som han
taler!» —
Jeg tænker, at enhver, som havde Leilighed til at høre
Welhaven fortælle eller lægge ud, naar han sad i en mindre Kreds,
—■ helst en mindre, — og var i det rette Godlaget, — maatte føie
noget sligt, maatte faa et Indtryk af, hvilken ubodelig Skade det
var, at han pleiede at iføre sig en saa stram Uniform, naar han
optraadte offentlig, og gav sig saa god Tid med at vælge og vrage
sine Ord, naar han skrev. Han tog sig saameget bedre ud og
fandt saameget kraftigere Udtryk for sin Følelse eller Tanke i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
