Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
Portrætter og Essays
sig et Fremad. Hans Kritik af Oplysningsfilosofiens Psykologi og
Historieopfatning, dens politiske, moralske, religiøse Idéer var
Spiren til dens Opløsning, men tillige det første Udkast eller
Grundrids til dens Gjenreisning paa et bredere Grundlag med en
mere alsidig Hensyntagen til Menneskenes aandige Behov. Det
var en Dissonans, der forberedte, indledede en høiere, mere
omfattende Samklang. — Naar han skrev om at vende tilbage til
Naturen, var det ikke hans Mening at præke Barbariets Sag; hvad
han krævede, var TGke en Opgivelse af Kulturen, men en Kultur,
som var mere naturlig end Samtidens og gav Rum for en friere
Udfoldelse af alle Menneskets Evner og Kræfter. Hans Henvisning
til «Folkedybet», til de nationale Traditioner og Folkenes brede
Lag, hvor disse Traditioner pleier at fæste den dybeste Rod og
at holde sig længst, kunde udnyttes og blev udnyttet i Reaktionens
Tjeneste; den ledede til falske eller idetringeste ensidige
Forestillinger om det nationale Væsen som noget oprindeligt, noget fra
først af færdigt og afsluttet; den affødte en overdreven, ensidig
Enthusiasme for Myther, Eventyr, gammel Overtro og
overhovedet alt gammelt, som om det skulde være Regel: jo ældre, des
bedre, des mere nationalt. Men den indeholdt tillige en
Hævdelse af Nationaliteten som en levende Kraft, det uundværlige
Organ for den fremadskridende Udvikling, — hvad
Oplysningsfilosofien altfor meget havde overseet i sin Opfatning af Historie
og Kultur. Den blandt Oplysningsfilosoferne gjængse
Historieopfatning led under et dobbelt Feilsvn. De var saa optagne af at
bekjæmpe nedarvede Fordomme og Misbrug, af at r\rdde
Grunden for alle de Ruiner, som dækkede den og hindrede Liv og
Vækst, at de vænnedes til at betragte de Tider, hvorfra disse
Ruiner stammede, med en urimelig overdreven Ringeagt. De kom
til at se i Verdenshistorien hovedsagelig en Kjæde af Dumheder,
Forbrydelser eller blinde Tilfældigheder — næsten bare negative
Størrelser, hvis Sum alligevel skulde være en meget stor positiv,
for, mens Oplysningsfilosoferne ikke øinede synderlig andet end
Mørke og Vankundighed i de forbigangne Tider, var de overmaade
tilfredse med sin egen Tids Oplysning og Civilisation, meget
til-bøielige til at opfatte denne Civilisation som mønstergyldig og til
at forestille sig, at deres Oplysning havde greiet alle de
Spørgsmaal, som det er værdt at stille, paa en fuldkommen
fyldestgjø-rende Maade. Denne Overvurdering af Samtiden og
Undervurdering af Fortiden hindrede dem selvfølgelig fra at naa frem til en
virkelig gjennemført Opfatning af Historien som en
sammenhængende Udviklingsproces, og, idet Rousseau polemiserede derimod, —
idet han bekjæmpede den overfladiske, yderligtgaaende Optimisme
og den ligesaa overfladiske, yderligtgaaende Pessimisme, imellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
