Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab
10.’}
hvilke Oplysningsfilosoferne svaiede — idet han hævdede, at
Mennesket er godt, om end Menneskene er slette, d. v. s. at Mennesket
har en naturlig Adel, en god Kjerne, som bryder igjennem alle
Forvildelser og Forvanskninger, og som tilsidst maa bli seirende:
— har han været med paa at indlede og forberede den moderne
evolutionistiske Historieopfatning.
Denne fra Rousseau udgaaede Aandsbevægelse, der sigtede til
en Gjenreisning af Oplysningstidens Filosofi paa en bredere Basis,
en Gjenoptagelse af dens Friheds- og Fremskridtsidéer i en ny,
dybere opfattet, bedre begrundet Skikkelse, kan først siges at være
naaet frem til fuldt Gjennembrud i Tiden nærmest forud for
Julirevolutionen. Ved den Tid var altsaa Forholdet et saadant, at
der ligeoverfor et rousseau’sk Høire — o: en ligefrem reaktionær
Romantik og romantisk Filosofi, der søgte sine Idealer i Middel- j
alderen — stod et rousseau’sk Venstre: Filosofer og Historikere,’
som ved at optage det Fremad, der laa indesluttet i Rousseau’s
Løsen: tilbage til Naturen, til det oprindelige hos Menneskene og
hos Nationerne, banede en Overgang mellem det 18de
Aarhundredes Rationalisme og vor Tids Evolutionisme — Digtere, som
for-bandTTTomantikens friere Kunstopfatning og mere poetiske Stil
med Oplysningstidens Friheds- og Fremskridtsenthusiasme.
Sammen med dette rousseau’ske Venstre, som var Samtidens aandige
Avantgarde, Repræsentanter for den rette fremadilende Hovedstrøm
i Europas Aandsliv, maa i første Række Henrik Wergeland stilles,
ifølge hans æsthetiske saavelsom filosofiske Standpunkt, ifølge hans
Livs- og Verdensopfatning og særlig hans historiske Syn, saadan
som han har fremstillet det i «Skabelsen, Mennesket og Messias»
og de før nævnte historiske Afhandlinger.
Han indleder, som bekjendt, sit store Verdensdigt, med et Slags
Paradismythe; han indfører en Dualisme i Menneskenaturen, ikke
mellem Ondt og Godt, men mellem et himmelsk-aandigt og et
jordisk-sanseligt Princip, og Menneskehedens Udviklingshistorie
opfattes som en Kamp mellem disse to Principper, hvorved det
himmelsk-aandige tilsidst bliver det seirende — efter mange
Nederlag. Han opstiller et «Forvildelsens» Tidsrum — «Konger og
Prester isammensvorne — Frihed og Sandhed forlorne» — «Tyranni
og Overtro» bredende sig ud; men ved Siden af Forvildelserne
gaar en Række «Lysbrudd», der kulminerer i Kristendommen,
hvis Væsen er Hævdelse af det personlige Gudsforhold, og som
bebuder og forbereder en paa Broderkjærlighed, Frihed og
Lighed grundet Samfundstilstand. Den følgende Tids Historie bliver
da væsentlig opfattet som et stadig fortsat, stadig fremadskridende
Arbeide med at realisere disse ved Kristendommen forkyndte
politiske, sociale, moralske og religiøse Idealer. Og, som Digtet
11 Sars: Samlede Verker. IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
