Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Portrætter og Essays
begynder, saa ender det ogsaa med en Paradismythe; det opruller
tilsidst for Læserne Billedet af et Tusindaarsrige — en Tid, da,
«paradisisk er Jorden — herligt er Mennesket vorden» — en Tid, da,
«hver sin Thronehimniel i egen Pande har,
hver i eget Hjerte har Altar og Oflerkar;
Drot er hver for Jorden, Prest er hver for Gud».
Vi gjenkjender her i mangt og meget Oplysningsfilosofernes
negative Kritik, deres Mangel paa Forstaaelse af de historiske
Fænomeners Belativitet, deres jevnlige Tagen-sin-Tilflugt til
«Pre-stebedrag», «Misbrug», «Vold» o. s. v., naar det gjaldt at forklare,
hvad der syntes dem urimeligt i en svunden Tids Skikke eller
Institutioner, deres Tro paa et nær forestaaende filosofisk
Tusindaarsrige. Men det er dog paa den anden Side ingenlunde nogen
blot og bar Beproduktion af det hos dem raadende historiske
Syn; det er dette historiske Syn, men saaledes udvidet og uddybet,
som det blev ifølge de fra Bousseau stammende Impulser—
modificeret ifølge en mere alsidig Vurdering af den menneskelige Natur og
idetringeste delvist frigjort for Oplysningstidens bornerede Selvgod^
hed. Det kan ikke siges at være vor Tids evolutionistiske
Historie-Opfatning; men det kan siges at være den evolutionistiske
Historie-Opfatning i den endnu ufuldkomne, uklare Skikkelse, hvori den
hyldedes i Wergelands Samtid, da den endnu hos de mest
fremskredne Aander holdt paa at vikle sig ud af det Svøb af Mystik, af
Utopier og Billeder, hvori den fra først af var bleven gjort gjældende.
Menneskehedens Kulturudvikling bliver seet i sterk Forkortning ved
at være indrammet mellem de to Paradiser; men den omfattes
som et sammenhængende Hele, og dens Karakter af en
naturnødvendig, lovmæssig, i Menneskenes oprindelige Anlæg og Evner
begrundet og alene der begrundet Proces bliver anerkjendt, tiltrods
for de indledende og afsluttende Myther, og saavidt det kan ske,
inden de derved afstukne knappe Grænser. Vi iagttager, hvorledes
denne Erkjendelse af Fremskridtets Lovmæssighed efterhaanden
gjør sig sterkere gjældende i Wergelands historiske Betragtning;
Billedet af den historiske Udviklingsgang har udvidet sig for hans
Blik, saa Rammerne om det er bleven sprængt eller tviner bort
til Siden. I hans Afhandling: «Hvi skrider Menneskeheden saa
langsomt frem?» — skrevet 1831 — gjør, som allerede Titelen viser,
en utaalmodig jagende Hasten henimod Afslutningen sig
gjældende; han vil ligesom ikke bøie sig under den lovmæssige
Udviklings Vilkaar; Naturen arbeider ham for langsomt; han skulde
gjerne ville piske paa den som paa en doven Hest. I
Afhandlingen «Historiens Besultat» fra 1843—1844 raader en roligere, mere
resigneret Stemning, svarende til en klarere Erkjendelse af, at
Maalet, som opstilles ved de menneskelige Idealer, ligger i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
