Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Portrætter og Essays
Opfatning, der blev gjort gjældende af Welhaven og hans
Meningsfæller og literære Medarbeidere.
Det kan siges om disse to, — Wergeland og Welhaven, — at
de begge var Disciple af Rousseau (naturligvis væsentlig i en
indirekte Forstand og gjennem mange Mellemled), saaledes at
Wergeland ved sin Nationalitetsopfatning og sit historiske Syn
repræsenterer det Rousseau’ske Venstre, Welhaven det Rousseau’ske
Høire. Rousseau’s Kritik af Oplysningsfilosofien var, som nævnt,
et Tilbage, som i sig tillige indesluttede et Fremad. Hans
Henvisning til de’ nationale Traditioner ligeoverfor Samtidens
franskkosmopolitiske Nivellering og Uniformering var for det første et
Opraab til Folkene om at fordybe sig i sig selv, gaa tilbage til
sin Fortid, men indledede og forberedte dernæst ogsaa en
Erkjendelse af Nationaliteten som nødvendigt Organ for den almene
Udvikling og indeholdt forsaavidt tillige et Opraab til Folkene
om at skride videre frem i den af Oplysningen anviste Retning,
men paa den med Nationaliteten givne Rasis. Nationalisme og
Liberalisme eller Fremskridtsaand traadte, ifølge de fra Rousseau
udgaaede Impulser, til en Begyndelse ud fra hinanden, stilledes
i et Modsætningsforhold til hinanden, for dernæst at forenes i
en høiere, mere bevidst og bestemt Harmoni. Det første Stadium
i denne Udvikling repræsenteredes af den romantiske Skole, hvis
Indflydelse blev bestemmende for Welhaven, — det andet Stadium
repræsenteredes af de liberale engelske og franske Digtere og
Historikere i Julirevolutionens Tidsalder, — og til denne Gruppe
maa Wergeland siges i alt væsentligt at høre. Ilans nationale og
historiske Synsmaade var altsaa den mest moderne, mest
fremskredne. Men Romantiken skulde ogsaa liave sin Tid; den havde
indtil da ikke været repræsenteret i Norge paa nogen original
Maade, og den havde ogsaa en Opgave at løse i det norske
Aandsliv. Saaledes gik det til, at Welhavens Retning for en Tid
blev seirende og kunde komme til at staa for Almenheden som
den mere moderne. Vi ser nu, at Forholdet i Virkeligheden var
det omvendte. Vi ser, at hvad der hindrede Wergeland fra at
opnaa i Samtiden den literære og nationale Førerstilling, hvortil
han syntes selvskreven ved sit Geni, det var ikke, at hans
Livs-og Kunstopfatning var forældet, men snarere at den var altfor
ny. Man kunde sige, at det var en Antecipation af Udviklingen,
— et Forsøg paa at springe over et af dens Overgangsstadier.
Den Førerstilling, som ikke tilfaldt ham, medens han levede, den
har han imidlertid, som vi ved, faaet siden, — en Menneskealder
efter sin Død, — i vore Dage. Og nu, da han er blevet «den
store Uundværlige, under hvis tause Herredømme vi lever» (Erik
Vullums Udtryk i hans i 1881 udgivne lille Bog om Wergeland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
