Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab 10.’}
—, som vi maa have med os allevegne paa vore Veie, — nu vil
vi ogsaa paaskjønne det som et godt Varsel, — og mere end det,
— en Garanti for vor fremtidige nationale Udvikling, at hos ham
Nationalaand og Fremskridts- og Frihedsaand optræder, — ikke,
som hos den tysk-danske Romantiks ledende Aander, i et
Modsætningsforhold, — men inderligt, uadskilleligt forbundne, — at
han paa én Gang var Nordmand med Liv og Sjæl og Verdensborger
med Liv og Sjæl, — at hans Ord i Talen ved Krohgstøttens
Afsløring: «Vi ville være som Krohgs Støtte norske i Malm og
Klang og Præg og Pryd og dog under Rorgerkransen skuende
frit og vidt ud i Verden,» — er som talt ud af den Aand, der
gaar gjennem hele hans Forfatterskab og øvrige Virksomhed.
Det kunde synes, at, hvad der her er sagt om den
Werge-landske Livs- og Historieopfatnings nære Overensstemmelse med
moderne Evolutionisme, ikke stemmer synderlig vel med, at hans
Digtning, efter hvad der almindeligvis har været paastaaet, har
en saa gjennemgaaende idyllisk Karakter, — at den i en saa
fremtrædende Grad er en Lovsyngen af Naturens Storhed og Fred
og Harmoni i Modsætning til Menneskelivets Usseldom og
Fordærvelse, Kulturens mange raadne Elementer. Det er vist, at
Wergeland (ligesom forresten de Heste af Samtidens store Digtere)
var langt mere Natur- end Menneskeskildrer. Hans Naturskildring
er farverig, mangfoldig nuanceret og vidnende om indgaaende
Kjendskab, fortroligt Samliv; hans Menneskeskildring derimod
er fordetmeste ensformig og holdt i de almindeligste Omrids.
Han har i sit kampiyldte Liv ofte søgt og fundet Hvile og
Forsoning i Naturen, og han har givet gribende, veltalende Udtryk
for slige Stemninger. I nogle af hans største og bedst kjendte
Digterverker, — særlig «Barnemordersken» og «Den engelske
Lods» — er ogsaa den endelige Afslutning: Flugt og Frelse hort
fra Kulturlivets Raaddenhed og Ondskab hen til en schweizersk
Afdal eller Kysten af en ensom norsk Fjord. Hans Fantasi har
gjerne streifet ind paa Idyllens Omraade; han har havt Øieblikke,
da han ønskede, at han bare hedte Peer, og udmalede for sig
som et jordisk Paradis «en Plet han havde dyrket selv, en Halmhat
og en Kofte graa, en Hytte ved en Elv». Men ikke saa, at dette
nogensinde blev den herskende Grundsætning hos ham: dertil
var og blev han al sin Tid altformeget den freidige Kampnatur.
Han var, som han selv siger, af de Fiske, som trives i skummende
Vand. «Fortræffeligt at leve i Kamp, naar man har Neb. Tobak
i Ro. Kaffe i Ro; ellers — Pennene flyve! Rægrene bruse! Hesten
galoppere under en! Satirer fraade! Seil krænge! høi Rig og
Sjøgang huul!» (Brev 1832 til Rektor Holmboe) — saadan var
Livet for ham, og saadan vilde han have det. Hvad han søgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
