Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
Portrætter og Essays
og fandt i Naturen, var da heller ikke bare Fred; naar han priste
den, var det ikke, oftest ialfald ikke for at nedsætte
Menneskelivet; han havde ikke bare Øie for Modsætningen mellem
Naturen og Menneskelivet, men ogsaa, — og endnu mere, endnu
sterkere, for det ligeartede, overensstemmende ved begge, — det,
som forbinder dem til et eneste stort sammenhængende Hele.
Menneskelivet er Kamp, men ogsaa Naturen er det; fra det mindste
Kryb eller fra den saakaldte livløse Natur optil Menneskene er
det en ubrudt Kjæde af arbeidende Kræfter, som søger frem til et
fælles Maal. Vi møder denne Opfatning rundtom i Wergelands
Skrifter, ofte i energiske Udtryk, der viser, hvor dybt den har grebet ham,
og hvorledes den har været for ham en ledende og bestemmende
Grundtanke, — som t. Eks. naar han i Bladet «For Arbeidsklassen»
(1840) lader «en Ven» spørge: Hvormange Eder og Smudsigheder
tror du at afvænne dine Læsere med ved dette Blad? Maaske
ikke med én. — Hvorfor da anvende Tid og Arbeide paa saa
magert et Haab? — Gud styrer den flyvende Sæd. Aldrig er en
Anstrængelse for noget Godt ganske spildt. Menneskeheden gaar
fremad, ikke som Strømmen, men ligesom Jordens Masse vokser:
— den blege Mose bedækker de skaldede Klipper; hver Høst
yder den dem sit Affalds Støv, for at der skal blive Muld deraf,
og der bliver. Jorden bliver skjønnere, Klipperne grønnes. Og
dette er et større Mirakel end om Menneskehedens Haardhed og
Baahed formindskes. Mine Moseblade skulde ikke aflade at falde.
— Eller i «Følg Kaldet» — et af de herligste Digte i vor
Literatur, hvor det heder:
Hvacl har glattet Alpens Horn,
afpoleret dets haarde Side,
Flek for Flek, og Korn for Korn?
Regnens Draabe,
bløde Vift af Skyens hvide
af Atomer vævte Kaabe,
Fjedrene paa Taagens Hat.
Hvad har knust til Sand Graniten?
vasket ud den røde Spath,
saa det dynger sig i Klitten
stedse mere skjirrt og hvidt?
disse Vandets bløde Kredse,
dette Havets maalte Skridt,
dette blide Bølgeslag,
i en dvb Beva’gelse stedse,
lig en Verdens Aandedrag.
Og i Tusind Aar hver Sommer
ryster Mosen sine smaa
bægerformte Sølverblommer
over golde Klipper graa,
til i al den spredte Grøde
store Furu linder Føde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
